HAN ER MIN GUD
 
Gud er begyndt at ligne os.
Siden syndfloden har han fartet om på kloden
i vore tårne,
i vore misforståelser,
er trængt ind i vor hud.
 
Undertiden i tiggerdragt.
Nu og da i kjole og hvidt
eller i en trækkerdrengs tøj.
 
Han har været galionsfigur,
en salt trækrop naglet til forstavnen.
 
Han har været guld og kul,
brændt varsomt i de frysendes ovne.
 
 
 
Han har været i bombeflyene, der anlagde
kirkegårde fra luften,
og han har været bakterie i massegravene.
 
Han har været småpigers hinkesten, når de hopper paradis,
han er i tågen,
og i brændingen, der slænger sit salte glas mod klippen.
 
Han er i strofen, der vokser op af solstriben ind
over gulvbrædderne,
og i den flygtige røg fra en cigaret,
et lille svævende bygningsværk med karnap på 25-30 ord.
 
Han er vandringsmanden, der længes efter lidt vand,
og den endeløse ørken, hvor døde glasklare sommerfugle larmer
med deres tørre vinger.

 

Gud
er mine syge marer:
træk mit mødige hjerte ud mellem ribbenene,
slid rygsøjlen fra lænderne og nakken,
brug den som hammerskaft eller fløjte,
lad blæsten tude i hvirvlerne,
misbrug mig,
sæt ild pa mit spottede kød,
trods det skal jeg prise dit navn.
 
Gud er stumtjeneren i baren
og batteriet i dildoen.
 
Han er buketten i den forelskedes hånd,
også de onde drømme, der skraber maling og trækker
søm ud inde fra mit hoved.
Han er en gud uden trone.
Han er min gud.
 

 
Jóanes Nielsen: Sting
(Vindrose 1999)