11

Dit Paris, syntes jeg, var amerikansk.
Jeg ville gerne føje dig.
Da du i en regn af udråb trådte ud
af Hotel des Deux Continents
gennem ramme efter ramme,
gade efter gade af impressionistiske malerier.
Under kastanjernes skygger fra Hemingway,
Fitzgerald, Henry Miller, Gertrude Stein,
holdt jeg mit Paris skjult for dig. Mit Paris
var med nød og næppe netop ikke tysk. Okkupationens
hovedstad og gamle mareridt.
Jeg aflæste hvert ar fra kugler i kajens stensætning
med en uhyggelig velkendt følelse
og stirrede på det hærgede solbelyste fortov
nedenunder. Jeg havde omhyggeligt
øvet mig, igen og igen, på præcis de øjeblikke -
i det meste af mit liv, forekom det mig. Mens du
kaldte mig Aristide Bruant og gerne ville
tegne les toits, og din begejstring slog tilbage
fra murene, der var lappet og dækket af plakater -
hørte jeg kontrabassens kontrapunkt,
i min hundesnusende, grublende analyse
af caféstole, hvor SS mannequiner
havde opført deres tableaux vivants
for så kort tid siden at kaffen stadig var bitter
som agern, og tjenernes øjne
klistrede af bundfald fra forræderi, hævn, had.
Jeg blev ikke så henført af udsigten over tagene.
Mit Paris var en overlevende fra krigen,
hvor stanken af frygt stadig hang i garderoberne,
collaborateurs knap nok var fyldt tredive,
hvert andet ansigt tillukket af Lejrene
eller le Maquis. Jeg var spøgelseskigger.
Mit perspektiv blev sløret af det der steg op
som metan fra den genåbnede
massegrav i Verdun. For dig var alt det
det anekdotiske æstetiske strøg
på Picassos portræt
af Apollinaire med dets proleptiske
plads til kuglen. Og hvor end
dit blik faldt, din ubesmittede palet,
dine udråbs tesaurus, var det berørt af farvetoner og stoflighed. Din jargon
der altid virkede som en nødafbrænding
og skulle beskytte dig mod spontan forbrænding
beskyttede dig
og dit Paris. Den var brændende diesel
for hunden i mig. Den afsved
både lugtesans og knurhår. Og den forseglede
undergrunden, dit skjulested,
det kammer hvor du stadig hang og ventede på
din torturbøddel
skulle huske sin morskab. Murene dér
med de lasede plakater var din egen flåede hud -
udspændt over din stengud.
Det der gik ved min side var flået op,
et omkringvandrende sår som luften
kom imod og fastholdt i en feber, det våndede sig
i dødskampen. Dine erfarne læber
oversatte spasmerne til det du undskyldte
som sentimental plapren - som jeg afkodede
til et sprog der var helt nyt for mig
med konjekturale, håbløst forkerte betydninger -
du gav mig intet vink om at du ved hvert hjørne
med mine fingre i dine, forventede
at afsløringen ansigt til ansigt til sidst
ville snuppe hele din krop. Dit Paris
var en skranke i en pension
hvor dine breve
ventede uåbnet på ham. Var en labyrint
hvor du ravede grædende rundt endnu.
Var en drøm hvor du ikke kunne
vågne eller finde udgangen eller
Minotaurus, så du kunne gøre en velsignet ende
på pinslerne. Hvilken selvransagende lang vej
slæbte du din smerte
som for mig bare var brolægning, om end den
var mærket af en enkelt, vildfaren, historisk kugle.
Lykkelig for at beskytte dig
mod din ophidselse og dine stentimer
var selve hunden i mig
som en førerhund der retledte dine fejltrin,
gabte og døsede og så dig slå dig til ro
med dit bedøvelsesmiddel - når du tegnede,
som ved håndspålæggelse, hustage, en helle, en flaske, mig.

 

TED HUGHES

Fødselsdagsbreve. Oversat fra engelsk af Pia Juul, Gyldendal 1999.