Det står klart hver morgen, når jeg skal prøve at læse avisen. Den glider mig af hænde, rykker sig længere og længere væk fra mig, uanset hvor myopisk jeg insisterer på at læse den. Den trækker sig tilbage, ud gennem vinduet, og der hænger den så i luften, uden for rækkevidde.

Problemet er jo, at jeg ikke længere forstår den. For dér står det jo, helt i sort, sprøk, det nye sprog. Aldrig mere vil jeg skulle i stofskifte med verden - fra nu af skal jeg bare i omsætning. Mit sprog derimod er så fuld af vendinger for ritualer, der ikke længere udføres, at det efterhånden forekommer lige så latterligt fuld af manerer som en fransk musketer med strudsefjer i hatten. Jeg står her og runger som et gammelt teater, fuld af guld og gesvejsninger og støv, der daler over etager med henvisninger til skikkelser, som ingen længere kender. Ingen kommer herind for at optræde, kun for at gå på museum. Et post mortem-sprog har jeg, som kun kan tale i fagter og åndekoder, men ikke bruges til at læse avisen med.