Af Hein Heinsen og Torben Schønherr   Statens Kunstfond tilbød i foråret 1991 Lyngby-Taarbæk kommune at indhente et skitseforslag hos billedhuggeren Hein Heinsen og Torben Schønherr til en skulpturel udsmykning og en landskabsplan i parken ved Sophienholm.   Skitseforslaget, som vises her, blev senere på året godkendt, og projektet står nu foran sin udførelse.   Projektet skal ses som et kunstværk, med fælles idégrundlag.   Til at varetage de yderst specielle forhold omkring betonkonstruktionerne (en buet trappe i ét frit spænd, overflader m. v.) er til opgaven knyttet ingeniør Erik Reitzel.

	1. Linien Den første deling   Linien bevæger sig fra et ikke defineret punkt i søen, gennem det skulpturbearbejdede område ved Norske Hus, gennem skoven og over grønningen.   Linien er ikke en akse, den krummer, spænder mellem ingenting og ingenting, eller om man vil mellem alting og alting, har sit eget forløb, kobler sig ikke på nogen eksisterende bevægelse i haven.   Samtidig kan linien benyttes som bevægelsesretning fra huskomplekset til Norske Hus, man kan vælge eller blive draget af linien på samme måde, som man bliver draget af alleens rum eller af en skovsti.   Linien udføres udelukkende af organiske materialer som modspil til den skulpturelle opbygning. Materialerne, der benyttes, er muld, græs og vedbend.   Liniens grundform udføres i muld som en ca. 80-100 cm bred planering af det skrånende terræn. Her holdes græsset tætklippet i forhold til resten af grønningen, der fremstår med højt græs. Den syd-østlige side af linien tilplantes med vedbend, som mod linien klippes i en ganske præcis form, og som - bort fra linien - kan få lov til at brede sig i et vist omfang. Udtrykket skal være tæt, pudeagtigt.   Linien tænkes som et kulturindgreb, alene opretholdt ved menneskets pleje.   Linien ses som et billede på adskillelse/bindeled mellem natur (græs) og det menneskeskabte (vedbend, muld).   Linien som et udstrakt stykke tid, der, som f.eks. et træ, er tidsmæssigt opfatteligt i relation til et menneskes liv, hvor stenen kalder på en anden opfattelse af tid. Det groede som tid: Liniens krumning opfattet som tid, der, hvis linien blev videreført, ville møde sig selv og beskrive evigheden.   2. Grundlæggelsen Fundamentet   Udgangspunktet for projektet er fundamentet under Norske Hus. Der støbes et fundament i lys beton i samme mål som fundamentet under Norske Hus.   Fundamentet drejes, således at dets længderetning vender mod nord og Norge. Herved kommer det til at ligge ca. 3,5 m udover kampestensvæggen foran huset, og der dannes et voldsomt klippefremspring. Fundamentets tykkelse er 2 m og det er hævet 10-15 cm over terrænnet foran Norske Hus.   3. Læsningen Væggen og stolen   Inde i Norske Hus stilles en væg i norsk maror eller gips, højde 1,5 m, længde 2,0 m og tykkelse 0,3 m. Denne placeres over fundamentets nordvestlige hjørne. Og på hjørnet overfor det nordøstlige anbringes arkitekten Gerrit Rietvelds berlinerstol fra 1923.   På væggen er der indhugget et første tegn, en deling af væggen i en centimeters dybde, tæt ved midten.   Stolen er valgt fordi den i modsætning til andre stole er usymmetrisk, og derved gør stedet til et usikkert sted. Det er måske den første moderne stol.   Den første stol, der ikke er gudens trone.   Den mediterende sidder på et usikkert sted og læser den åbne tekst: Stenens deling.   Norske Hus er i dag et møbellager med tilskoddede vinduer. Der foreslås at skodderne fjernes, således at man gennem vinduerne kan se væggen og stolen. Husets vægge tænkes malt lysegrå, en Hammershøitone.   Da Norske Hus har en stor fortid, idet både Baggesen, Oehlenschläger og Heiberg har opholdt sig her, foreslås det, at nøglen til huset uddeles som et legat for litterater.   Begyndende med digteren Peter Laugesen.   3. Bjergbestigersken En statue   Fra fundamentets sydvestlige hjørne udgår et par trin som basis for en statue. Norske Hus' fundament er sokkel for statuen, men statuen står i modsætning til de klassiske eller moderne skulpturer ikke på soklen men under den, under dens sydvestlige hjørne.   Dette er skulpturprojektets hovedidé, et forsøg i et nyt rum.   Skulpturen tænkes udført i bronze, ca. 1,5 m høj. Den er en krop, som søger at rejse sig. Men tynges af omgivelserne, som er indfoldet i den. Statuens krop er en usikker form på et usikkert sted i rummet.   4. Opstigning og nedstigning Trappen   Udfra soklen, hvor den springer frem af kampestensmuren, udgår en trappe i beton. Trappen beskriver en halvcirkel, hvis centrum er forskudt i forhold til bronzestatuen.   Ved op- og nedstigning kan statuen ses i mange vinkler. Og forholdet mellem statuens udsigt og beskuerens, forskydes både horisontalt og vertikalt.   S. En skillelinie Gelænderet   Gelænderet danner en selvstændig figur, følger trappens inderside og løber ud på fremspringet i en bue.     [Kilde: Landskab 7 1992]