Der er et meget lille digt. En konkret ombytning af to bogstaver, et skift mellem to lydord.

For mig kunne det i 1962 stå alene som digt.

Men det kunne også få lidt mere kød på.

Du får meget ud af lidt, sagde Klaus Rifbjerg. Og han sluttede sin anmeldelse i Politiken 26/9 1964 med netop det.

Hvordan det begyndte?

Jo, jeg klippede i kartonemballagen til MUM FOR MEN. Smukke bogstaver i sort og rødt. Så stod der pludselig MU, og lidt senere UM. Jeg lagde dem under hinanden:

MU___eller____UM
UM__________ MU

Kunne det være et lille digt? Måske. Den gang i 1962 kunne jeg udmærket kalde en af de to former for et digt og overlade resten til læseren.

Men så valgte jeg alligevel at fortælle det jeg kalder "anekdoten" - en af de historier de fire bogstaver kan sætte i gang.

Der er nogle der har bemærket at jeg ikke kalder sproget for "det", men for "hun".

Om jeg oplever sproget som kvindeligt?

Det gør jeg måske nok - i hvert fald her, og så i q-digtet.

Men det er jeg ikke den første der gør. Også filosoffen der er digter Søren Kierkegaard har tanker i den retning.

Min brug af "hun" er nu ikke særligt filosofisk. Den kommer uden besvær - når sproget vil.

Jeg har kaldt digtet RÆKKEFØLGEFAKTOR.