Man konstaterer først, at dette mærkeligt skæve digt består af to strofer med hver fem linier af uens længde og uden metrum. Parallelliteten mellem de to strofer understreges af den indledende brug af udråbstegn i strofe et og spørgsmålstegn i strofe to, ligesom første strofes opfordring til rasen og brug af verbet "iler" synes at finde et ekko i anråbelsen af ilden i strofe to. I øvrigt læses digtet bedst som et refleksivt udsagn om digtning. Opfordringen til en rasende og påkrævet "tuning" af "is-oden" kan forstås som en vilje til at revolutionere poesien eller digtet (oden), der beskrives som stivnet og kold (is): størknet i en fastfrossen form må digtet vækkes til live, til bevægelse. Mere præcist er det imidlertid poesiens "lod, ur, tiara", som skal gives større fartressourcer. Lod og ur angiver poesiens tids- og rumkategorier, der som grundlæggende anskuelsesformer må tages op til revision i forhold til historiens bevægelser; og ordet "tiara", der i almindelighed kan læses som metafor for digtningens antikverede skønhedsidealer, kan også læses som distancering til dét poesi-ideal, som en overfladisk læsning vil kunne finde i Simon Grotrians digt Poesi fra Magneter og ambrosia (1996):

Strofen om dit hår, som en tiara, gjort af kærlighed og rust.

Tuningen af odens tiara kan således indirekte fortolkes som en afvisning af forbindelsen mellem digt, kærlighed og rigdommens skønhed, som Grotrians digt synes at indebære.

Denne poetologiske impertinens afbalanceres dog af digtets indsigt i sin egen nullitet, der allerede træder frem i første linies anråbelse af et "nul", der bedst kan udlægges som henvendt til digteren selv. Denne tolkning underbygges i strofe to, hvor der spørges om "autors ulod" kan lindres "i en tasten". Hvis "autor" betegner digteren, og "ulod" som en negativ version af ordet "lod" i betydningen skæbne vil sige "vanskæbne", kan "autors ulod" forstås som den skæbnens ugunst, der har ramt digteren i dennes ildfuldt rasende forsøg på at tune poesien. Og spørgsmålet er så om denne vanskæbne kan lindres i en tasten. Tasten kan her forstås dels som den konkrete tasten på computeren i forsøget på at frembringe tunede oder, dels i ordets tyske betydning som en famlen, et forsøg på at få hold på eller fat om noget: at få greb om tingene, in casu poesien. At lindringen udebliver, at projektet ikke lykkes, synes at fremgå af de følgende linier. På trods af de tidligere hensigter om rasen og uopsættelighed inviteres der nu til at tage tingene med ro: "Lad i ro uords latin". Latin henviser her formentlig til digtningens kryptiske og vanskeligt forståelige sprogbrug, som understreges af refleksiviteten i ordet "uord", der bl.a. betegner sig selv (men også f.eks. "ulod"). "Lad i ro" går også på den følgende linie, der står i apposition til "uords latin": "uens ode i tal-urne", hvor urne antagelig refererer til Keats' Ode on a Grecian Urn og ikke mindst Cleanth Brooks' analyse deraf; neologismen "tal-urne", som også er et refleksivt udtryk, indebærer dog en ganske anden digtopfattelse end Nykritikkens og symboliserer muligvis desuden, at tuningen af oden endte i en tilstand, der var værre end den hidtidige stivnede og kolde, nemlig dødens stilstand i askebeholderen. I al fald optræder ordet "ode" igen her, nu betegnet som "uens", hvilket velsagtens udtrykker sådan noget som ujævn, uegal, af blandet kvalitet. Digtets sidste linie har efter kolonet karakter af konklusion, af sammenfatning: "sort uld" kan fortolkes som en kondensering af udtrykket "sort snak" og et udtryk, der var kurant i digterens samtid som betegnelse for statsminister Nyrup Rasmussen, nemlig "uld i mund", idet der samtidig alluderes til sorte får, hvilket til sammen vil sige, at digteren er et sort får blandt digtere, fordi han frembringer sådan ulden sortsnak. Hvorledes det konkret skal forstås, at den sorte uld befinder sig "i al idénats uro" er vel ikke ganske klart, ligesom den rigelige brug af forholdsordet "i" i det hele taget skæmmer anden strofe. Men uroen i idénatten, d.v.s. den rastløse og ustadige bevægelse (jf. "uens ode") i et univers af dunkel tænkning og obskure idéer, er til gengæld et forholdsvis tydeligt billede på digterens uformåenhed, hvilket for så vidt er paradoksalt. I korthed kan man således sige, at digtet først tematiserer et ønske om at revolutionere poesien gennem en løsrivelse fra overleverede, stivnede former, idet dette projekt samtidig søges sat i værk i digtet selv, som imidlertid derpå tematiserer sig selv som fejlslagent, fordi resultatet er for kryptisk og mærkeligt.