"Skøn som et meningsløst ord", skrev Tom Kristensen i digtsamlingen Fribytterdrømme fra 1920. Det var på den tid han gik på 'sludreture' gennem København med digterkollegaen og ungdomsvennen Emil Bønnelycke, for at stenografere trafikken og lade sig inspirere af børns pludren:

"De ved måske at der var en bevægelse der kaldtes dadaismen. Dada betyder kæphest, og der var vist også en skuespillerinde i Schweiz, der hed Dada - det ved jeg ikke rigtig, men det var en digtning, hvor de fyrede med revolvere og trak grise ind, medens de læste digte op, og sagde noget mærkelig meningsløs sludder." (Tom Kristensen i DR 1960).

Disse tre ord er fundamentet i denne miniature for samplet stemme, cello og computer animation. Tom Kristensen bliver taget bogstaveligt, Morten Zeuthen efterliger hans stemme med sin cello, og Hans Sydow har komponeret dem sammen, og Christian Leifelt har lavet animationen med håndholdt mus.