Det er ikke muligt at finde et konkret forlæg for digtet Tegning af Klee. Man må snarere betragte digtet som en destillation af Klees univers; en inddampning og præcisering af hans motiver og disses indbyrdes relationer. Digtet har ekfrasisk præg, men bevæger sig alligevel ud over tegningens - den, som altså ikke findes - rammer og ind i narrationens. I digtet skubbes tidsaksens markør sideværts parallelt med den stigende tone - en forskydning, der umuligt kan finde sted i tegningens plastiske udtryksform. Og dog... var det ikke netop Klee, der skabte en tidslig dimension i sine tegninger? Med allehånde retningsmarkører, der hele tiden spiller med og fortæller beskueren i hvilken retning tegningen vil ses.

Tegning af Klee er måske en ekfrase over en tegning, som ikke findes. Digtets strukturer og motiver gengiver nøjagtigt vore forventninger til tegninger af Klee. "Sfæriske tegn", "fuglefødder", en måne bag frodig vegetation og noder er fast inventar i Klees tegninger og malerier. Præcis som de optræder hyppigt i Corydons univers - både i akvareller, calligrapoetica og digte. I Corydons lyriske produktion aner man hele tiden billeder bagved. Hans digte emmer af visuelle oplevelser - men kun sjældent er der så direkte refereret til inspirationskilden, som tilfældet er med Tegning til Klee. Digtene Hammershøi: Hvide døre og Ben Nicholson: Det himmelske grå fra Som om (1976) er entydige eksempler på ekfraser hos Corydon - Erindring om Arp (Ord til havet, 1968) befinder sig sammen med Tegning af Klee i det frugtbare ingenmandsland mellem tekst og billede. Her de afsluttende strofer til Arp:

Nære stenfugle får vinger,
letter - fra hver en form.
Elementerne samhørige
i flugt gennem gusen.

 

M.D.
 

[6/16]