Poesimaskinen var et af Robert Corydons bidrag til udstillingen POEX 65, der afholdtes på Den Frie Udstillingsbygning i december 1965. Titlen POEX signalerede "poesi" og "eksperiment", men også billedkunstnere og komponister var inviteret af udstillingens arrangør Knud Hvidberg. Den tværæstetiske workshop rummede bl.a. collager af Arthur Köpcke og Børge Sornum, malerier af Mogens Balle og Jørgen Brynjolf, mens digterne Uffe Harder og Ole Sarvig havde hængt tekster op i Den Fries sale. Brdr. Vogels kvartet bidrog med egne kompositioner, og Corydon havde - ud over poesimaskinen - skabt en svajende skulptur af støvsugerslanger og bagt honningkager med poetiske ytringer.
 

M.D.

[8/16]