Der var en tid før bogstaverne. Et ubeskrevet land. Et terrain, hvor alt kunne ske, hvor fantasien kunne lette ved den mindste indskydelse, den svageste appel mod formning i et tegn. Verden var ny og kunne blive til hvad som helst. Det var en tid før tanken blev låst fast i bogstaver. Endnu kunne tanken drive i hvilken retning det skulle være. En dag kom bogstaverne ind i tilværelsen. Store og besværlige i starten, senere myldrede de ind i ens bevidsthed, linie for linie, fra ABC'en til Shakespeares dramaer, side for side i store konforme stimer kom de og lukkede op til nye områder, ny viden, nye indbildninger. Det at læse bogstaverne var hele tiden nøgler til tankebaner, mere eller mindre vedtagne mønstre, som selvfølgelig havde deres rige variationsmuligheder. Bogstaverne dækkede over lyde som havde bestemte meninger. Tegnene var lukkede omkring bestemte afgrænsede meninger. En sten var en sten. Solen en skinnende kugle, et træ et træ. Men en sten er ikke en sten, solen er ikke solen og et træ er ikke et træ og farverne ikke hvidt, sort og blåt. Der findes mange slags sten, sole og træer og sort, hvidt og blåt. Der svæver skyer af uigennemtrængelig mystik om alting. Også omkring de enkelte tegn i betydningen skrifttegn. Det begynder med det enkelte menneskes håndskrift. Det enkelte tegns udformning giver en særlig betydning af tegnet. Dette grafologiske udtryk kan afspejle personligheden og er helt unikt. Hvert tryk i pen og pensel og fjer, hvert lille drej, hver antydning og trang mod formning, alt har sin særlige betydning for den der vil fordybe sig og kan aflæse. En form for calligrafi, som jeg kalder calligrapoetica, en proces før tegnet stivner, et poetisk udtryk for det svævende stadium, som eksisterer mellem malerens billede og digterens brug af ordene. Digtet, som vi normalt ser opstillet på tryksiden bundet til dets strofer og lukket inde i bogstavernes satslinier, er allerede langt borte fra manuskriptets håndskrevne tilløb og betydningsfulde afsæt. Hele den frodige verden af svævende afprøvninger med spontane indfald er for længst blevet drænet bort. I det calligrafiske stadium fjernt fra det skønskrevne, eksisterer kunstneriske værdier i slægt med hvad der skrives og kradses på mure og døre, søjler og løsøre, en almuepoesi ofte særdeles forfinet omfattende ikke bare grove retirade-udladninger, men menneskets dybe trang i trængselssituationer efter at udtrykke sig både i glæde og sorg, i ønsket om at give en oplevelse videre om det er på kirkens eller på fængslets mure eller om ytringerne kradses, bores eller males på materialerne, på sten og træ med det forhåndenværende værktøj, med negle eller fingre, med kost eller spraydåse. Disse calligrafier er i slægt med murenes poesier fra de første hulemalerier til de politiske slagord i dag. Utallige omskrivninger findes lag på lag i en grå dybde, af og til pibler en mening frem, resterne af et ord, en stump citat, et nølende spring mod en tolkning, banale indfald, men især tegn, som måske endnu ikke har fået mening. Tegn, der kan komme til at dække over en ubestemmelig betydning, svævende mod nye sammenhænge, sådan som man f.eks. aflæser et abstrakt billede, der udsiger ting, der ikke vil kunne forklares sådan som et tegn udløser sit intellektuelle indhold i læsningens fremadskridende bevægelse. Malerens billede er også i slægt med håndskriften, penselbevægelsen sådan som den udtrykker det sjælelige pres og bunder i dannelse, alder og personlige anlæg ligesom det kinesiske tegn for evig, yung, findes i fire forskellige skriftformer: seglskrift, embedsmandsskrift, almindelig skrift og græsskrift (se ill.)

”Den modstandsløse læsbarhed er blevet reglen i det almindelige og det litterære jag. Man vil ikke læse andet end hvad man selv kunne skrive”, har Paul Valery sagt om Stephane Mallarmés poesi.

Den calligrafiske ytring åbner ind til en ny læsbarhed, gør seende. Ved at trænge ind i dens mystik åbenbares noget nyt ligesom malerens billede afdækker nyt land, disse tegn er endnu ikke blevet analoge med verden, mod den omgivende klichevirkelighed, de åbenbarer sig som begyndelsen til et digt, er det stof hvoraf der gøres digte, er allerede i sig selv digte.

Tilbøjeligheden til kun at ville læse hvad vi allerede har tænkt, følge tegn, som vi er fortrolige med, få bekræftet vore egne fordomme, vandre ad læsningens vante stier, er det givne, forestillingen om at et digt er et digt bestående af bogstaver på en bogside, sirligt arrangeret linie for linie med rim og titel holdt sammen af tanke og metafor, kan være en pynt, som skjuler udsigten for den næste bugt i landskabet. Calligrafierne er poesiens underlag. Det begynder med antydning, en pensel eller pen, griffel eller fjer, pren eller blyant, begiver sig ud på en flade, ud i et tonet rum, en blank tavle, ud på en mur, en pen ridser videre på en revne, en tanke dukker op, en form rækkes prøvende frem, tøvende prøves et gammelt tegn. Pludselig er det anbragt i nye forbindelser og blotlægger nye hemmelige overensstemmelser mellem tingene. Vi er i et område, befriet for vanetænkningens dominans, hvor alt bliver til, ved skaberaktens rødder.

[12/16]