Mens de to Calligrapoetica-bøger samler det væsentligste på billedsiden af Robert Corydons lyriske univers, rummer Krybet og sommerfuglen (1958) adskillige tekster, der er eksemplariske for hans skriftlige virke. Tegnet udtrykker på én gang et stykke corydonsk filosofi og er eksempel på en legende let behandling af sprogmaterialet. I digtet optræder "havet", der ved tidens og repetitionens kraft bearbejder naturen, og "digteren", der samler den allerede mærkede natur i nye mærker og tegn. Der er mere end ti år mellem Krybet og sommerfuglen og Calligrapoetica I, men alligevel synes man, at Corydon varsler sidstnævnte, når han skriver... "skære et mærke/og male med tusch/det buskmandstegn,/som er i eens hjerte". I hvert fald efterlever han den "genbrugstanke", der præsenteres i programdigtet Ode til en stil fra bogens indledende afsnit Montager.

Ode til en stil er en hyldest til "Klæbebilledstilen - en stil/for farvens galninge, filmens transplantører/af levende stof, fotografiets skabende beskærere/og de overlevende poeter...". Med andre ord til collage- og montageprincipper og teknikker, vi kender fra en række billedlige æstetiske udtryksformer og i mindre grad fra lyrikkens verden. Corydon vil sammenstød og konfrontationer mellem forskelligartet materiale. Intet er på forhånd udelukket fra en plads i hans lyriske univers - cykeldele, elektriske propper og klude er at foretrække; mahogni og marmor skal udmærke sig særligt. Med øjesaksen klipper Corydon i virkelighedens materiale og klæber - med ord - atter de løsrevne elementer sammen på bogsiderne.

M.D.
 

Krybet og sommerfuglen,
1. udg. (1958)
og 2. udg. (1981)

[4/16]