"Det er en sag, som jeg har eksperimenteret længe med - en form, hvor digt og håndskrift går op i en højere enhed - en slags konkret poesi baseret på calligrafien, som ikke har været dyrket meget herhjemme". Sådan skrev Robert Corydon i 1968 til sin forlægger, Jarl Borgen, "jeg har naturligvis ikke tænkt mig dyre farvefremstillinger. Man må kunne lave det hele i sort-hvidt". Og sådan blev det. Samme år udkom første samling Calligrapoetica, hvor ikke alene digt og håndskrift, men i høj grad også Corydons akvareller og hang til klippe-klistre spiller ind. I Calligrapoetica mødes skrift og billede. Under betydningsdannelsen er de jævnbyrdige og bidrager ligeligt, men de mødes på den visuelle sansnings præmisser. Hvor Corydon i det tidlige forfatterskab primært beskæftigede sig med traditionelle symbolladede ord-billeder, viser Calligrapoetica snarere interesse for billed-ord og disses udformning. Corydon afintellektualiserer så at sige ordene og byder os i stedet deres fysiske fremtoning.

Når Robert Corydon i brevet til Jarl Borgen skrev, at kalligrafien "ikke har været dyrket meget herhjemme", er det ikke helt forkert. Emil Bønnelycke og R. Broby-Johansen inddrog tidligt kalligrafiske elementer i deres arbejder uden dog at virke helt overbevisende. Situationisterne med Jørgen Nash i spidsen gjorde i 1960’erne tiltag i retning af billeddigte, men aldrig i kalligrafisk form. Den franske digter-maler Henri Michaux er med sine udsyrede eksperimenter med billedskrift en interessant parallel, men få har været i tvivl om, at Corydons nærmeste digterslægtning må være Guillaume Apollinaire og dennes Calligrammes (1918). Vender man sig imidlertid mod billedkunsten, er der et endog tydeligere slægtskab i Mogens Balle og Christian Dotremonts arbejde med dessin-mots, billed-ord. Hér glider skrift og billede for alvor sammen. Håndskrift lægges på håndskrift. Tegn på tegn. Og det bliver billeder, hvor betragteren hele tiden aner ord og sætningskæder, men aldrig formår at skabe tekstlig sammenhæng. Præcis sådan fungerer Corydons Calligrapoetica. Tegn på tegn, akvarel, tusch, collageeffekter. Bogstaver bliver væk og ordene bagved ulæselige. Bogstaver dukker op og bliver en del af det tegnede digts ornamentik. I 1973 udgiver Robert Corydon yderligere en samling Calligrapoetica. De skal begge ses - i lighed med måden, de blev til: "man kan være lyriker i maleriet og maler i lyrikken...det er hele eens syn, der er det afgørende" (se citat).

M.D.

Calligrapoetica, 1. samling (1968) og 2. samling (1973)

[3/16]