Risperdalsonetterne, s. 21

Video 1:
Vera Plougmann læser og taler om det
digt, hun har valgt
(7 min.)

- vælg mellem: langsom og hurtig netforbindelse
(læs mere her)

"Det er ligesom et underligt univers, egentlig lidt omvendt."

"...det er selvfølgelig, fordi jeg jo alligevel leder efter sammenhænge - det tror jeg er svært at lade ved være med."

(video 1)

"...andre gange lader man sig glide på fascinationerne, bare på enkelte punkter eller linjer og billeder i de enkelte digte, som man synes lige er fede, og så skråt op med meningen!"

Lars Bukdahl (video 1)

"Det er en historie om at skrive."

(video 1)

"Ja, det handler om sprog og digtning, tror jeg - han bliver nået gennem skriften."

Dorte Holbek

"...'vanen eksploderer som en talje' - ja, jeg sendte min badevægt en tanke..."

(video 1)

"Men det dér med maver - og vom, kan der også stå - at bruge de dér gamle ord og være optaget af maver, det hører til en særlig idé om kropslighed og splittet krop og ting og sager og sådan en vis karnevalisme i digtene."

Lars Bukdahl

"Vanen, der 'eksploderer som en talje' - det er jo kunstens kraft, ikke, lige pludselig skærer den alt det væk, du troede, du kendte. Så er det ligesom en løs ting, der sprænger på et skib med en meget stram wire, slam, så ryger den op."

Dorte Holbek

"Men han er sjov med sproget i den her tekst, også med den skruede ballet, der ser man jo også flere ting for sig, han skruer elektriske pærer i, og så pærerne ude i træet - for det er jo efterår det her - og de danser en yndig ballet. Den kan da også være skruet. Det synes jeg er vældigt sjovt, sådan meget okker gokker gummiklokker agtigt."

"...'den skruede ballet' - der kommer jeg til at tænke på Boris Vian og Dagenes skum - tomme trærum md papting, der er lavet, fordi man ikke har andre ting i 1. Verdenskrig, med sjove hatte og næser og ratatatata-digte."

Dorte Holbek

"Det er alt sammen noget med efteråret - det er efteråret, der blusser og det rammer ham."

"God lyrik handler om efterår. Det er et modernistisk dogme."

Søren E. Jensen

"Der er noget spleen over det, ikke - jeg tænker på de dér parisiske digtere, der sad på deres tagkammer og havde det rigtigt dårligt på en fed måde. Men det er jo ikke sådan en spleen som ham Nordbrandt nede i Tyrkiet. Der er klart mere eksplosivitet og potens over det."

Dorte Holbek

"Det er ret farligt alt sammen, der er hele tiden noget, der eksploderer og rammes... det er farligt alting, og i den sammenhæng skriver han."

(video 1)

Jeg har ikke lyst til at læse de her digte højt, for jeg synes ikke, de er smukke, jeg synes ikke, de er suggerende, og det er også meget indlysende, at de ikke er det, for hvis noget er suggerende, så vil det have én et bestemt sted hen, og det vil det her ikke, det vil ikke have folk et bestemt sted hen. Jeg bliver ikke suggereret, det virker kun på mit hoved. Men jeg tror, man skal læse det højt, fordi det er så særpræget, fordi der er så mange ting, der ikke hænger sammen i det.

"Simon Grotrian er nemlig ikke alene forbasket svær, men også forbasket musikalsk. Rytmen er næsten klassisk, så indsmigrende behagelig, at det gør lige så ondt i fødderne, som det gør ondt i hovdet."

Liselotte Wiemer (Berlingske Tidende)

"Grotrian bygger i den grad sine digte meget konkret op af linjer, og det betyder også noget for musikken og rytmen, han laver ikke sjov med små enjambementer - det betyder, at så kommer der en ting, og så kommer der en ting og så videre."

Lars Bukdahl

Jeg kunne godt finde på at læse ham i professionel sammenhæng med det pædagogiske sigte at umuliggøre elevers stærkt voldelige trang til at få sammenhæng og facit på - det modarbejder han meget vellykket, synes jeg, så på den måde kunne jeg godt finde på at læse ham. Og så også fordi jeg indimellem synes, han er rigtig uhyggelig. Jeg vil høre, hvad de synes om det, fordi han har så mange uhyggelige ord rundt omkring.

"Man får det jo ikke rart af at læse ham, men det er vel heller ikke meningen. Det kradser og stikker."

Dorte Holbek (video 2)

Nu sidder jeg pludselig og kigger på digtet på den anden side, med 'de blåfrosne hænder' - det er jo meget sørgeligt, 'ingen gik ind i dit hus efter kyssene', der er en masse meget sørgeligt. Men så på den anden side, så er det samtidig jo... så er det alligevel gjort til noget æv bæv, fordi det er ligesom huse i julekalenderen, man åbner, og så kan det også være det samme alt sammen, nåh, jeg har glemt at åbne i dag, og det er i virkeligheden lige meget. Og det er da ikke ligemeget, at der ikke er nogen, der er gået ind efter kyssene.

"Det er jo i virkeligheden et frygteligt trist billede, ikke..., men også meget poetisk."

Hans Sydow

Hvordan ville du gøre det, hvis du skulle bruge Grotrian i undervisningen?

Jeg tror, jeg ville gøre sådan, at vi læste hele teksten, og at vi holdt vore munde, og at vi så læste stykker og funderede over, hvad sker der her, og hvad så dér, sådan tror jeg, jeg ville gøre, og så tror jeg, jeg ville spørge, om de kunne lave en helhed ud af det. Og så ville de bestræbe sig vældigt, når nu læreren gerne vil have det. Og det tror jeg, vi ville komme til kort overfor, selvfølgelig. Og så tror jeg, at jeg ville tage udgangspunkt i at snakke om, hvorvidt helhed findes. Så det kunne jeg da godt finde på, det synes jeg kunne være meget sjovt. For de vil så gerne have en helhed og et facit, fordi det vil læreren nok gerne have.

"Men det viser sig - sjovt nok - at idet meningsløsheden, håbløsheden drives helt derud, hvor den faktisk ikke kan komme længere, frem for at blive skåret af på halvvejen og beroliget med forståelighedens tranquillizers, der giver illusionen af sammenhæng, at overensstemmelse mellem sprog og virkelighed, ja, da åbnes samtidig for et nyt håb, hinsides døden, hinsides skrogagtigheden, og dette håb ligger i ordenes materialitet."

Marianne Stidsen: Håb er et flag over Kundskabens Træ

Men du siger selv, at det gør man jo altid som læser, forsøger at skabe en mening, der kan hænge lidt sammen...

Ja, jo, men her bliver den hele tiden brudt op, og man må over i en ny sammenhæng, det er svært at få det hele til at hænge sammen, undtagen som en usammenhængende efterårsoplevelse. Det er usammenhængende, vi ved ikke, om vi skal glædes eller det modsatte, om man tager på, for nu bliver det efterår, om der skal lys i pæren, eller hvad. Den siger hele tid på samme tid noget frygteligt og også noget, vi kan grine af, og det irriterer mig lidt.

Digtet side 16 læser jeg som en beskrivelse af det dér med den moderne betragterkultur på en eller anden måde, en overvågningshistorie, hvor alt kigger på én: forfra og nedefra, fra før, altså også fra fortiden jo, at man bliver kigget på fra alle sider, selv æblerne glor - jeg sad og tænkte på Big Brother, da jeg læste det, også, fordi det havde lige været her - der er de dér dværge, og oppe mellem benene... altså det opfatter jeg som et ad-digt i forhold til det at være på. Der er så også en metafysisk modsætning, 'Gud kan favne alle', og det ved jeg så ikke, om er godt, for så kan han jo se alt og alle. Jeg opfatter det ikke nødvendigvis som en positiv modsætning. Jeg opfatter det meget afskyeligt. 'Bryd ud fra toilettet, vi er på'. Der er ingen steder, der er rare her, for man er begloet alle steder.

Big Brother

"Digtet siger, at man er forladt af Gud - at Gud kan favne alle, er jo meget smukt, men det kommer til at fremstå til grin - det kan ikke bruges til noget med den altfavnende Gud, fordi det ikke er en gud, der tager stilling og sorterer."

Dorte Holbek (video 2)

Men der står ikke, Gud ser alt, der står han favner alt...

Nej, men jeg ved ikke, hvad det favner betyder, favne, det betyder også at rumme, og jeg synes ikke, det er særligt sikkert, om det er et positivt alternativ det dér med, at Gud kan favne alle - jeg synes, det lyder meget ubehageligt, og så selvfølgelig den dér sidden og gloen sig selv i røven, rent ud sagt, jeg ved heller ikke, hvordan slutningen skal forstås, om man skal stikke af fra det dér, vi er på, eller om det er et ironisk begejstringsbrøl over, at vi er på. Det synes jeg også er uklart, jeg synes, det er meget afskyeligt, jeg opfatter det ikke som et entydigt positivt alternativ, at Gud kan favne alle. Opfordringen 'Bryd ud fra toilettet, vi er på' - om man skal flygte - altså det står jo formuleret som en jubel - kom på banen folkens, vi er på..

Men der er også noget med en nødbremse...

Ja, men så skyller man ud, så styrer man billedet, men det er jo kun et øjeblik. Jeg synes også det her digt er én stor selvmodsigelse. Ved en elementær læsning er det jo en kritik af den voyeurisme, man har overalt, men samtidig er den jo ikke entydig heller. Og også fortiden kigger på os, det kan man jo ikke gøre noget ved... og slutningen, 'vi er på', det plejer at være jubelskriget 'Juhu, vi er med'. Og æblerne glor, er det kundskabsæblerne?

"...syndefaldet, som han jo plejer at gøre mere eller mindre opmærksom på."

Lars Bukdahl (video 2)

Denne tekst kan jeg mere entydigt ikke lide, fordi den er så voldsomt selvdementerende - i den anden tekst, den jeg valgte, er der jo i det mindste noget regn... Jeg synes, den er meget, meget tvetydig, denne her tekst, jeg synes også, den er ondsindet i virkeligheden... På den måde, at hvis det der skal forestille at være mennesker i bred almindelighed, en parodisk fremstilling af mennesket i al almindelighed, så er det jo mennesker, der er idioter. Hvis det skal forestille at være mennesker, der flygter fra toilettet, fordi de er på, så bliver udtrykket brugt helt anderledes, end vi normalt bruger udtrykket... Gud-billedet er slet ikke positivt, han er bare blevet til hele den visuelle verden, der glor på én og gennemreproducerer én, og som man jubler over.

Det er jo dybt skræmmende...

Ja, jeg synes også, det er et afskyeligt digt, men jeg synes, det lyder sådan.

"Jeg tænker, at det er en kunsteroplevelse - dét at være kunstner - det dér dobbelte forhold, at man vil gerne ud med sine ting, men man hader også at de forventer noget, og så tager de oven i købet røven på dig gang på gang."

"Der er ingen nåde - det er bare et vilkår - sådan er du stillet i verden."

Dorte Holbek (video 2)

Big Brother

"Og så kommer den helt geniale på side 16. Vi er vist næsten halvvejs i samlingen på det her tidspunkt, det kunne godt passe, at man her vil gå over til en anden halvdel, hvis han altså formmæssigt har tænkt i det, overhovedet. Men det er ligesom, at der i den sidste halvdel af samlingen, at der er plads til lidt mere glæde, lidt mere plads til kærligheden i de billeder, han giver, de historier han fortæller."

Hans Sydow

"Jeg kan godt lide dét digt, og jeg tror, at hvis jeg arbejdede med de andre, ville jeg også kunne tage dem til mig."

Dorte Holbek (video 2)

Video 2:
Vera Plougmann om Simon Grotrian og det metafysiske
(6 min.)

- vælg mellem: langsom og hurtig netforbindelse
(læs mere her)

"Jeg kender jo så mange, der er optaget af Gud, uden at de er kristne. Der er ikke nogen prædiken her. Han missionerer ikke."

Kitte Wagner

"Jeg synes, det dér metafysiske du er skumirriterende! Hvad fanden skal han med det? Han kan vel gå selv, med eller uden sin frakke."

"Hos Grotrian kommer denne depersonalisering, denne dybe erkendelse af verdens usammenhæng, til udtryk ved, at mennesket beskrives fra top til tå ved hjælp af kunstige rekvisitter: frakke, fodtøj, parykker (sic!) - sågar asbesthatte finder vi i den grotrianske garderobe. Det menneskelige jeg-hus ligger i rygende ruiner. Tilbage er kun en kvæstet, fragmenteret krop, disjecta membra. Grotrians protagonist er mennesket som samlesæt..."

Marianne Stidsen (Læsninger i Dansk Litteratur)

"Når Grotrian ikke desto mindre åbent bekender sig til en gud, forestiller han sig denne som en utrættelig spasmager og uforudsigelig verdensforvandler."

Erik Skyum-Nielsen (Information)

"Jeg tror nok, at jeg synes, det er irriterende, at han ikke vil være ved sin længsel. Han ligesom dementerer den hele tiden. Jeg oplever mig som læser en anelse trukket ved næsen af det... Jeg tror i virkeligheden, det er fordi, at han virker, som om han er lidt ligeglad med det."

"Hvad man primært må applaudere i Simons Grotrians patetiske strofer, er hans evne til at fremstille dén dobbelthed ved eksistensen, at vi på den ene side befinder os i dagenes uoverskuelige kaos og sprogets omtrentlighed, men at vi på den anden side helt uforberedt kan få himmelske svar, med kuglelynets nøjagtighed eller blidt som regnen."

Erik Skyum-Nielsen (Information)

"Det virker lidt som positur - 'kom ned fra himlen' - for det tror han da ikke på, hva'... Hvis det så er regnen, så kommer den jo bare!"

(video 2)

"Hardcore-modernister ville jo sige, at Gud er bare et ord, men det er mere end blot et ord."

Søren E. Jensen

"Jeg synes ikke, en religiøs tilgang til verden er ubegribelig, forstået som undren, længsel, fascination - det synes jeg er uundgåeligt. Men at lave kult om det, så synes jeg, det bliver klamt! Og det synes jeg heller ikke, han gør, for han dementerer det jo hele tiden. Han leger bare med det."

"Han siger hele tiden på samme tid noget frygteligt og også noget lidt beroligende, eller i hvert fald noget vi kan grine af, og det irriterer mig lidt."

(video 2)

"Ofte er det dog sådan, at humoren og angsten udfolder sig tæt op og ned ad hinanden i Grotrians digte (...) og de kan være svære at skelne fra hinanden. Dødsbevidstheden bliver så stor, at den næsten kun er til at grine eller hvine af, hvilket er væsensforskelligt fra Thomsens gravalvorlige røst."

Stefan Kjerkegaard (Digte er bjergede halse)

"...fordi han er sådan en filur, som han er, og han har alle de stemmer i spil."

Lars Bukdahl (video 1)

"Men jeg har alligevel en fornemmelse af, at han gerne vil sige noget, men hans form siger også, at det er umuligt. Altså jeg synes, han er en tragisk digter, hans humor er sort."

Kitte Wagner

"Humor kan også være lukkende, jo, den er forløsende i situationen, så skrupgriner man..., men så kører man ligesom i kredse, og forløsende til hvad? Til at overleve lidt længere..."

(video 2)

Samtalen med Vera Plougmann blev optaget 12. juli 2001 på Luganovej på Amager