Risperdalsonetterne, s. 26

Video
Søren E. Jensen læser og fortolker det
digt, han har valgt
(9 min.)

- vælg mellem: langsom og hurtig netforbindelse
(læs mere her)

Hør også Lars Bukdahls læsning af samme digt (video 3)

"Hvorfor der er en rulletekst på stenen? - Det er, fordi han er modernist! Idet du har et tungt ord, som stenen, så er du også nødt til at have noget til at opveje det - en rulletekst på stenen giver det så et flygtigt præg."

Vestre Kirkegård

"På samme måde som den franske symbolist Stephane Mallarmé omdanner Grotrian tekstsiden til en art typografisk teater, hvis opgave det er at få os til at standse op ved ordene og erfare, ikke så meget hvad de betyder, men mere det under, at de overhovedet betyder noget."

Marianne Stidsen (Læsninger i dansk litteratur)

"Jeg kan godt lide, at digtet er konkret, at der står Nørresundby, og at min datter er en rigtig datter - men et ord som datter, det er pissehamrende dyrt - det ved man, når man selv har børn. Og så skal der være et eller andet selvoplevet over det."

"Geografi, køn og alder er tre vigtige ting i lyrikken."

"Jeg har ikke grinet, men jeg har fået lyst til at lave noget, der var morsomt. Jeg synes, digtene giver mig en alvorsstemning, helt sikkert."

Camilla Nørgård

"Jeg er lige ved at tro, at det er morsomt..."

(video)

"De er urolige, digtene, det er ikke godnatlæsning."

"Jeg er lige ved at tro, at det er skrevet fra et konkret gravsted, hvor der er tigre på - sværere behøver det egentlig ikke at være, det er, fordi der er tigre på hans gravsten."

"Det må være en særlig grav, der er tale om, og der findes tigre på den, så begynder jeg desperat at gruble, ikke, så tænker jeg Borges umiddelbart."

Lars Bukdahl (video 3)

"Der er steder, der kan tolkes på ufattelig mange måder, og det er det, der gør den så enormt irriterende denne her digtsamling."

"Det virker godt, men jeg forstår det ikke, og jeg tror ikke altid, man skal forstå det."

(video)

"Generelt har jeg det sådan med digte, at jeg godt kan lide dem, fordi der står så få ord i dem, det giver plads til éns egen oplevelse og videreleven i de universer, der er stukket nogle rammer af for. Det har så meget skitsens karakter, de er rummelige, ikke."

Hans Sydow

"Med nogle digtere har jeg udpræget lyst til at høre deres digte, være med på en sang - Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen. Men at gå til en Simon Grotrian-oplæsning - den tanke er aldrig faldet mig ind. Det her, synes jeg, er en læseoplevelse. Når man hører, skal man opfange meget hurtigere, end man ser. Når man læser, kan øjet springe, det er meget mere pædagogisk for en tumpe som mig."

Kitte Wagner

Når jeg indleder med at at læse digtet op, er det, fordi jeg i mit professionelle virke lytter til digte. Det er altafgørende, hvordan digtet lyder. Og jeg synes, det lyder bedre, end det læses. De lyder godt, Grotrians digte.

Folk strømmer til digtoplæsninger, ingen køber digtene, og det er nok, fordi det lydlige aspekt er meget vigtigt. Jeg har ofte i radiosammenhæng tænkt, at det her digt, det forstår folk ikke en meter af, men hvis man får en god oplæser til at læse det, så kører det, så kan man æde meget. Jeg vil ikke sige, at lyden er vigtigere end den intellektuelle forståelse, men når vi hører digtet, så er vi jo langt tættere på musikken... Og jeg tror også, at den mest intense oplevelse er at høre, ikke alle digte, men typisk digte som Grotrians. Det kan være, det er fordi jeg er radiomand og vant til at benytte den sans. Men... det er ikke et tilfælde, at Højholts nye bog hedder Auricula, det er den sans, moderniteten sigter mod, til trods for at folk siger, at der er billeder og TV over det hele. Gu' er der ej, der er lyd.

"Jeg har efterhånden fået et temmelig blasfemisk forhold til lyrik: ét er, hvordan digtet lyder, et andet hvor langt digtet er. Og der må man sige, at Grotrians digte har en god størrelse. I radioen er et digt på to linjer for kort, det når man ikke at opfatte, men hvis digtet er langt, står lytteren af. Langformen i lyrik har det ikke særligt godt, når man lige ser bort fra Klaus Høeck, og det tror jeg hænger sammen med, at man grundlæggende søger det samme udtryk - hvad er det, Ewald siger: 'Hold på dit nu, min sjæl'. Og al lyrik prøver at fange et nu og holde det - og det kan man altså ikke gøre i særlig lang tid. Højholt, mit helt store forbillede, har altid drømt om det store lange værk, 'men der kommer altid sådan nogle små gnallinger ud af det', siger han. Og det gør der også her. Hvert ord er så vigtigt i et moderne digt, og den sitren, der skal være til stede, kan man ikke holde i særlig lang tid.

"Hold paa dit Nu, min Siæl! Forsøg at smage
___Det Øyeblik, som er!
O, bind det Flygtige, hold det tilbage,
___Med stærke Følelser."

Johannes Ewald

Per Højholt

Lyrikken fastholder nuet. Tilsvarende kan lyrikken kun bruges, ikke refereres eller forkortes for den sags skyld. Digtet foregår nu. Det er samme fornemmelse, som når man træder ind på en kirkegård, man får en anden tidslig bevidsthed, end hvis man for eksempel går herude på Gammel Kongevej, ja, så kan man godt tænke 'Gud ja, jeg skal i Irma og så videre', men på en kirkegård er man meget konkret bevidst om, hvor man er, hvilket sted og det samme gælder, at man med et vellykket digt er meget bevidst om, at her sidder man og læser digtet og er til stede i dets verden. Derfor er det også en krævende omgang at læse lyrik, netop fordi det fordrer, at hele sanseapparatet er til stede, inklusive intellektet.

Vestre Kirkegård (hør Søren E. Jensens radioudsendelse Kirkegården som ruin fra Folk og Kirke, DR 2/2 2001)

En vanskelighed ved at bruge modernistiske digte i radioen er, at de ikke slutter. Det gælder også Grotrian, han kan ikke slutte et digt. Og det mener jeg positivt. De digte, der forsøger at slutte, får som regel pointens karakter. Dan Turèll blev for eksempel beskyldt for, at det var vittigheder, han lavede. Og Grotrians slutninger, de er totalt uforståelige, man fatter ikke en meter. Han river tæppet væk med et udsagn, der er... ikke meningsløst... men bundhamrende irriterende. Men omvendt: det at digtet slutter så åbent og uforståeligt, kan i sig selv være en trøst. Der er ikke noget endegyldigt svar.

"Teksten side 16 er én ud af flere, hvor jeg har en oplevelse af bevægelse, af fremdrift, og jeg synes, den lander helt naturligt til slut. Der er nogle af teksterne, som knækker over på midten, men denne her tekst er en af dem, som jeg synes, der er en naturlig fremdrift eller bevægelse i hele vejen igennem."

Hans Sydow

"Men altså punktum, hvis man kan skrive det endelige punktum, så er det på en eller anden måde skønt, så er der ikke mere at sige."

Camilla Nørgård

"Hans slutninger er helt vildt mærkelige - den måde at slutte digte på, det er simpelthen så provokerende. Umiddelbart, når man læser det, så runder det ikke noget som helst af - du tror, du er kommet ind i dét her univers, og så slam, så bliver døren lige lukket i hovedet på dig igen... så du ligesom bliver nødt til at starte forfra. Der er fandeme ikke nogen rar sløjfe."

Dorte Holbek

"Man kan opleve det så fedt, selvom man ikke fatter en gammel skid, og så kan man forsøge at fatte en skid og give fortabt, men ikke blive ulykkelig af den grund."

Lars Bukdahl (video 1)

Tidligere, før modernismen, var der jo et centrum i kunsten, og i et digt var der typisk et tema. Én af omkostningerne har været, at skidtet ikke vil slutte. Du ved, en salmist kunne jo bare slutte med at sige amen, så var den færdig. Men den går ikke længere. Jeg hørte engang en parodi på en Gitte-monolog, en præst, der prøvede at lave en Gitte-monolog, og den sluttede nemlig med en pointe. Og så skulle jeg op og interviewe Højholt dagen efter og fortalte ham det. 'De løber ud i sandet', sagde han. Og det er nok det samme, Grotrians digte gør, bare på en mere elegant måde. De slutter gerne med et voldsomt udsagn, som vi ikke kan styre.

"De tre sidste linjer - det er meget Simon Grotrian, der ved jeg lige pludselig ikke noget som helst."

Kitte Wagner (video)

"Jeg kender så mange, der er optaget af Gud, uden at de er kristne - vi bærer jo alle på en kristen kulturarv. Der er ikke nogen prædiken. Han missionerer ikke, hverken det eller noget som helst andet. Men jeg synes ikke, det er Herrens veje, det er uransagelige, jeg synes, det er Simon Grotrians."

Kitte Wagner

Jeg er ikke i tvivl om, at dette er skrevet af et meget religiøst menneske, det kan jeg mærke, men det er på ingen måde påklistret. Hvis vi tager dette citat: 'Skibe er Vorherres sko', så står der Vorherre som en selvfølge, og det er nyt, at man så selvfølgeligt kan jonglere med de religiøse begreber. Der står ikke Vorherre i gåseøjne, og andre steder vrimler det også med engle og ordet Gud. Det kan jeg som modernist og teolog godt lide, men alligevel, og det kan godt være, det er, fordi jeg kommer fra Esbjerg, så snart der står Vorherre, så nah... er det lige lovligt voldsomt.

Men der står jo lige så meget Vorherre i det digt, jeg har valgt, uden tvivl, selvom ordet ikke er der. Der er for eksempel meget næstekærlighed i det. 'Der findes tigre på hans grav', og de spinder - det er også dobbeltheden død-kærlighed. Der er et sted i Esajas' tekst - det er godt nok en løve, der er her - dér er det modsætningen mellem løven og spædbarnet. Det ved jeg ikke, om han har tænkt på, men det kunne jeg godt forestille mig.

"På den dag går ulven og lammet fredeligt sammen, leoparden og kiddet ligger side om side. Kalve og kvæg er trygge blandt løver - et barn skal lede dem."

Esajas, 11.6

"Man kan endda have en mistanke om, at Grotrians radikalisering af modernismens erkendelser hænger sammen med den religiøse erfaring, han er i besiddelse af. Den bedste måde at overvinde tom transcendens på er jo ved at fylde den med noget og derved gøre op med tomheden."

Stefan Kjerkegaard (Digte er bjergede halse)

"Jeg synes, det er besynderligt og frastødende, hvis det er sådan et religiøst du, eller i hvert fald hvis det er sådan en religiøsitet med kirke, institution og salmer, det er for mig meget ejendommeligt."

Vera Plougmann

Men det er vel en anderledes Gud end ham, vi traditionelt set møder i kirken, vi 'klapper' for eksempel ad 'hans superstjernestøv'?

Det er jo modernisten. Hvis det var sådan en rigtig præstelyriker, så måtte han ikke skrive 'superstjernestøv', men Grotrian er så forankret, også i en modernistisk tradition, at han godt må. Moderne erklæret kristenlyrik er det rene lort, ja, selv Jørgen Gustava Brandt har lige pludselig Jesus i et fodgængerfelt, og det falder helt til jorden, det kan ikke lade sig gøre. Men 'klapper af hans superstjernestøv' - jo, det gør vi. Hardcore-modernister ville jo sige, at Gud bare er et ord, men det er mere end blot et ord.

"Jeg kunne sagtens forestille mig, at man tog digte af Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup, eller endda Pia Juul. Men allerhelst af Simon Grotrian. Hans digte er ligefrem kristne; så dem, der er bekymrede for indholdssiden, kan være rolige. (...) Simon Grotrians metaforer kan noget som fx 'Livet er en ko'. Eller: 'Skibe er Vorherres sko / usynlig går han rundt i dém / vi klapper ad hans stjernestøv'. Dette er en tidssvarende metafor, og hvorfor skulle vi ikke kunne synge den slags? Jeg tror ikke på, at vi kommer til det. Min fornemmelse er, at kommissionen er uden kontakt til samtidens diskussioner om lyrik."

Hans Hauge (Kritisk Forum)

"Jamen, jeg kan slet ikke forestille mig noget om kirken. Jeg mangler fuldstændig fantasi til at forestille mig, hvad man vil i kirken. Jeg tror, jeg i virkeligheden synes, at kirken hører hjemme i en anden tid, og derfor skal man ikke have moderne salmer."

Vera Plougmann

Hans Hauge har foreslået, at vi skal bruge Grotrian i kirken som salmist, kunne man det?

Problemet er, at formen er sprængt. Vi kan ikke gøre digtet kollektivt, hvad en salme jo er. Jeg har prøvet at læse Højholt op i en kirke, og det gik fint, rummet hjælper jo. Så jeg ville uden sved på panden læse et Grotrian-digt op i kirken. Men vi kan ikke, bare fordi der ikke findes nogen overbevisende kristenlyrik, bruge et Grotrian-digt som salme, som Hauge foreslår. Desuden er jeg slet ikke sikker på, at modernisme og kirke har det godt sammen. Et ord som 'superstjernestøv' går bedre uden for kirken. Hvis man siger det i kirken, ja, så er vi jo i USA.

Samtalen med Søren E. Jensen blev optaget 19. juni 2001 i Frederiksberg Antikvariat