Video 1:
Lars Bukdahl om at læse Simon Grotrian
(7 min.)

- vælg mellem: langsom og hurtig netforbindelse
(læs mere
her)

"Hans associationer galopperer med 120.000 i timen, og det er den rejse, man skal på - hvis jeg siger ko, hvad siger du så, goddag mand økseskaft og så derudaf - og sådan en dag som i dag, hvor jeg har en ordentlig bagskid på, så fungerer det bedre..."

Kitte Wagner (video)

"Jeg tror, det er vigtigt, at man læser Simon Grotrian fra kl. 5-9 om morgenen. Jeg er sådan virkelig A - eller AA-menneske og har sådan to store stirrende øjne på det tidspunkt, og det, føler jeg, er meget rigtigt, når man læser Grotrian."

"Det fine ved Grotrian er, at den overfladefascination, man har... dén bevares - selv når man har lavet sit konstruktionsarbejde, står digtet og gløder. Jo mere man undersøger de primære fascinationspunkter, jo mere emanerer og ekspanderer deres trolddom."

(video 1)

"Der er steder, der kan tolkes på ufattelig mange måder, og det er det, der gør den så enormt irriterende, denne her digtsamling."

Søren E. Jensen (video)

"Digtet koketterer med at være gåde, allegori og mysterie og kom an! Se, om du fatter en skid - og koketterer med en flydende grænse mellem det, der er forståeligt og det, der er uforståelighedssjov og lir, og det er jeg jo så én af de personer, der også synes er fedt."

(video 1)

"Der er noget baglæns over det - det første, jeg tænkte på, var dværgen fra Twin Peaks, der snakker ind i sig selv. Man har lyst til at spørge: Hør, prøv lige at droppe det dér røversprog - hvordan er det i virkeligheden."

Dorte Holbek (video 2)

"Andre gange lader man sig glide på fascinationerne, bare på enkelte punkter eller linjer og billeder i de enkelte digte, som man synes lige er fede, og så skråt op med meningen!"

(video 1)

"Han siger hele tiden på samme tid noget frygteligt og også noget lidt beroligende, eller i hvert fald noget vi kan grine af, og det irriterer mig lidt."

Vera Plougmann (video 2)

"Jeg er jo dybt fordomsfuld, jeg har jo for eksempel den fordom, at noget skal have en mening."

Kitte Wagner (video)

"...fordi han er sådan en filur, som han er, og han har alle de stemmer i spil."

"De linjer, som ikke giver mig fuld æstetisk, umiddelbar fascinations-satisfaction - dem synes jeg jo er trælse, men jeg synes, det er OK, at de er der, for der er jo alle de andre hele tiden."

"Jeg elsker de to sider af Grotrian-læsningen, som måske er de to sider af at læse poesi. Jeg tror, det er Søren Ulrik Thomsen, der engang har sagt det så fint, at poesi skal man både læse hurtigere end andre tekster, men også langsommere."

"Der er så dejligt meget arbejde i sådan en bog, eller forjættelse af arbejde, samtidig med at der er dejligt meget underholdning, i hvert fald nok til at sådan en sær type som mig flipper helt og aldeles."

(video 1)

Han bygger digtet op som en kollage, som den dér gamle bog hedder af ham, enkeltbilleder, der så bliver ligesom nittet sammen, mere eller mindre, eller i hvert fald bliver sat op på den samme himmel, eller hvad fanden man skal sige, som det samme vejr, fordi sammenhængene jo nogle gange kan være meget hårde at få øje på.

Den her kollage-facon med hårde linjer og sætninger: i det her digt jo nærmest kun hovedsætninger, der bliver sat sammen med sådan nogle få adverbier på og ting og sager, men ikke særligt meget.

"det er selvfølgelig, fordi jeg jo alligevel leder efter sammenhænge - det tror jeg er svært at lade være med."

Vera Plougmann (video 1)

Grotrian bygger i den grad sine digte meget konkret op af linjer, og det betyder også noget for musikken og rytmen, han laver ikke sjov med små enjambementer - så kommer der en ting, og så kommer der en ting og så videre.

"Det er utroligt ophakket, ikke, - og nu til bananer."

Kitte Wagner (video)

Han har alle de stemmer i spil, bare i sådan et digt her har jeg talt op også i min statistik, hvor mange stillag jeg umiddelbart syntes, jeg kunne få øje på, kunne mærke, ikke, og de overlapper jo hinanden hele tiden. Der er, synes jeg... både noget man kunne kalde allegorisk, patetisk, hermetisk, noget man kunne kalde visionært, noget man kunne kalde salmisk - eller salmetone hedder det måske ovenikøbet - for der er klart sådan et lag indover, eller det lader sig gøre, der er noget, man kunne kalde barokt, og noget man kunne kalde surrealistisk, og så hele tiden med en overklamme om, som man kunne kalde grotriansk, fordi sådan et digt som det, især for én der har meget erfaring, men også for én, der har bare lidt erfaring inden for dansk poesi, så er det ikke svært sådan quiz-agtigt at sige, hvem der har skrevet dette digt. Der er en signatur. Det er umiskendeligt.

Også ved at der er et særvokabular hos ham, og det er det, jeg har en drøm om engang at føre til bogs, fordi der er ord og ordzoner, der går igen, og som han er glad for, og som ligesom bliver hans egen kode, og som kan skifte betydninger og skride og glide i betydninger. Sådan et ord som i det her digt i en sætning, som nok er den mest mystiske sætning, som generer mig voldsomt, den sætning, der hedder "man poder sine træk i bugen", det er fandeme en monstersætning, det dér med bugen, ikke, har han noget med, også at bruge sådan et gammelmodigt ord som bugen, ikke, ellers er det meget enkle ord, der bliver brugt i det her, men bugen, det trækker os lige lidt hen et andet sted. Men det dér med maver - og vom, kan der også stå - at bruge de dér gamle ord og være optaget af maver, det hører til en særlig idé om kropslighed og splittet krop og ting og sager og sådan en vis karnevalisme i digtene. Men det dér med bugen altså - man kan sige alle de dér fornuftige ting, som jeg sidder og siger nu, men et eller andet sted er det også bare sært og særligt hans, og et ord, han ligesom bare har peget på og taget til sig, ikke.

Ligesom der er noget med hoveder hele tiden, som kan være fodbolde og alt muligt forskelligt... kloder, bolde og ting og sager, og det er også hans signatur, at den kollage af forskellige toner og gloselejer, der er, og som han er kendetegnet ved, den ikke er mere tilfældig, end at man efterhånden kan se nogle zoner, som han tager dem fra, ikke, og simpelthen de dér sære ord, der er.

Fig. 1
Risperdalsonetterne, s. 13.
Klik på overskrifterne for at se de forskellige lag i digtet.

Fig. 2
Risperdalsonetterne, s. 13.
Klik på overskrifterne for at se de forskellige lag i digtet. Se
uddybning nedenfor.

Det er så fantastisk et billede i sig selv, men det er også umiddelbart et helt fritstående billede, fordi samtlige tre elementer ikke umiddelbart intuitivt kan oversættes til noget... Miraklet kan være satans mange ting, de falske næser - hvad helvede kan det være? Og klipper, som de falske næser bliver til, hvad er det så for nogen? Hvorimod i de andre elementer eller linjer er der i de fleste af dem en eller anden agent - det er også typisk, at det står i passiv deroppe, at de kastes, ikke, er det nogen, der gør det, eller sker det af sig selv?

I hvert element i midterdelen er der et sted, hvor vi kan operere, mens disse tre linjer, de står altså og er helt ude til deres sider.

Det lyder i sig selv bare så fedt, ikke, og med en sådan selvfølgelighed. Det er de virkelig gode digtere, der kan få de mest bizarre, sære ting til at lyde, sådan! Bårdadadungg! Okay! Men det er da også rigtigt, der er ingen, der rejser bort fra Agrigento uden krabber mellem tæerne!

Og så har jeg så bare i parentes bemærket et problem med at tolke Agrigento, som jeg har slået op i mit lille leksikon. Det er den her gamle by på Sicilien, som først var en græsk koloni, og som romerne overtog, men der må knytte sig en eller anden mytologisk betydning, som jeg ikke har fat på, og der er så et eller andet berømt, hvad fanden er det - Concordia-tempel, som er i Agrigento, og det lyder jo fantastisk med et Concordia-tempel, men jeg har stadigvæk ikke tjek på, hvorfor det skal være det, og der tror jeg, at problemet er, at jeg stadigvæk ikke har fået det Salmonsens leksikon, som jeg har arvet fra min faster. Men det ændrer ikke på, at sætningen har den dér umiddelbare kvalitet.

Hvorfor skal de dér krabber være mellem tæerne, hvorfor ikke tæerne, når det nu er krabber. De lever og har en eller anden koloni dér mellem tæerne, og det er jo lidt kontra-intuitivt, for når det er tæer, tænker man et eller andet med, at de bliver nappet, ikke, og det vil jeg mene også er rimeligt at gøre, men når man tænker over det, så er det underligt, at de er imellem tæerne.

Agrigento

Det er sådan helt rent, stort, patetisk, flot sagt, det er sådan douiing, ikke, og der er ikke noget at gøre, der er ikke noget sjov, hallo, ikke!

Det er nok den mest mystiske sætning, som ikke umiddelbart fascinerer mig, men genererer mig voldsomt, ikke, som fandeme er en monstersætning.

Forskellen mellem forståelsesprocenten og fascinationsprocenten: "de 20%, hvor man ikke aner, hvad fanden det handler om, men man synes, det er helt fantastisk fedt.

Læs Lars Bukdahls til samtalen

Video 2:
Lars Bukdahls læsning af det
digt, har har valgt.
(11 min.)

- vælg mellem: langsom og hurtig netforbindelse
(læs mere
her)

Hør også Hans Sydow læse digtet (video 2)

"Hårdt fortolket læser jeg det som en kosmisk, eksistentiel klagesang - en meget opbyggelig sag, komisk og kosmisk... "komsisk", kom jeg til at skrive, så det må jo være det, det hedder."

"Agrigento - det er jo et fedt navn!"

"Jeg tolker det altså, som om der er nisser mellem tæerne, hvilket et eller andet sted er et endnu mere uhyggeligt billede..."

"Jeg mener godt, at man kan redde sig gennem hele digtet uden at tage brug af Gud, hvis man gør sig umage."

"Men der står jo lige så meget Vorherre i det digt, jeg har valgt, uden tvivl, selvom ordet ikke er der. Der er for eksempel meget næstekærlighed i det."

Søren E. Jensen

"Vi kan kigge ind og få et glimt, for mere er det nok ikke muligt, af Gud eller det Andet eller hvad fanden..."

(video 2)

Video 3:
Lars Bukdahls læsning af det
digt, Søren E. Jensen har valgt.
(7 min.)

- vælg mellem: langsom og hurtig netforbindelse
(læs mere
her)

Se også Søren E. Jensens læsning (video).

"Urolige er hænderne, det er jo så rimeligt nok i forhold til, at vi er ude i alt det her mærkelige."

"Kloderne, der hopper rundt med datteren fæstnet til sig - det har jeg altså svært ved at naturalisere på nogen måde."

(video 3)

"Det er ikke en bekendt - det er simpelthen en fremmed"

"Jeg er lige ved at tro, at det er skrevet fra et konkret gravsted, hvor der er tigre på - sværere behøver det egentlig ikke at være, det er, fordi der er tigre på hans gravsten"

Søren E. Jensen (video)

"Det må være en særlig grav, der er tale om, og der findes tigre på den, så begynder jeg desperat at gruble, ikke, så tænker jeg Borges umiddelbart."

(video 3)

"Det er bare så typisk Grotrian at bruge sådan et lidt altmodisch, dejligt ord som "næppe", ikke."

(video 3)

"Det er lige før, det kunne være H.C. Andersen... Det, der måske får mig til at tænke på H.C. Andersen er en rytme med et lidt gammelt præg, men det, der mest forbinder sig med H.C. Andersen er ironien, selvironien: "Han talte næppe dansk" - fordi, hvad skal man dog også med det, det kommer man jo ikke frem i verden med. Ordet "næppe" er måske meget dansk, både og, på den ene og den anden side, næppe, det er den diplomatiske fodnote-måde at sige nej på."

Hans Sydow

"Man har lyst til at lave hul ind til digtet - giv mig koden!"

Camilla Nørgård (video 2)

"Der er et eller andet om, at man bliver snydt eller lader sig snyde for en grundlæggende kode, som man ikke kan føle sig sikker på, men bare har en nagende fornemmelse af, er der..."

"Det er ikke bare en eller anden lokal nissegud, vi har med at gøre."

(video 3)

Samtalen med Lars Bukdahl blev optaget
20. juni 2001 i
Frederiksberg Antikvariat