Video 1:
Hans Sydow om essenserne i
Risperdalssonetterne
(6 min.)

- vælg mellem: langsom og hurtig netforbindelse
(læs mere her)

"Jeg kendte jo heller ikke titlen på denne nyeste digtsamling, så jeg troede rent faktisk, du sagde Jesper Dal og sonetterne, da du præsenterede den."

"Jeg tror nok, at jeg generelt lytter på tværs af sproget, lytter mere til musikken end til den rene information, der ligger i sproget."

(video 1)

"Når jeg som komponist arbejder med lyrik, bruger jeg sproget som musikalske byggesten og klipper tekst eller talt sprog op til helt korte fragmenter og bygger så et musikalsk lydbillede op af det efterfølgende."

(video 1)

"Og sådan er det hele tiden med hans digte - jeg kan klippe hans digte op som i en mosaik, og helt ned i bidderne, der er billedsproget fantastisk, og så tænker jeg, at måske er det hans hemmelighed."

Kitte Wagner (video)

"Når man er så indlæst i Grotrian og også så begejstret, som jeg er, så har man jo nogle læsemaskiner og metoder, som er den dér dobbelte læsning hele tiden: det dér med bare at være for the wide of it og det dér med at forsøge at arbejde med det."

"Med nogle af de primære fascinationspunkter, man kan have i hvert af digtene - jo mere, man undersøger dem, jo mere emanerer eller ekspanderer deres trolddom."

Lars Bukdahl (video 1)

"Jeg prøvede at skabe mig et system for, hvordan jeg læste de her tekster, og det opstod sådan set af sig selv, for systemet voksede ud af hans måde at skrive på."

"Det, jeg faldt over, var det, jeg forsøgsvis har kaldt essenser i hans tekst. Jeg synes, at der i mange af teksterne opstår eller er plantet sådan en enkelt linje, som er et meget stærkt billede eller måske en eller anden form for destillering af det, der er i hele den tekst."

(video 1)

"Indimellem bliver jeg bare vred og sur på digtene, og så streger jeg det ud, som jeg synes er åndssvagt. Indimellem har jeg nogle sætninger, som er rigtig irriterende og bare får det hele til ikke at passe sammen."

Camilla Nørgård

"Det, jeg godt kan lide ved de essenser, er også, at det kunne jeg aldrig selv have fundet på at skrive, og når jeg så læser dem, har jeg det sådan, at jeg lærer noget nyt, som jeg ikke ved, hvad er, og det kan jeg godt lide, den fornemmelse."

(video 1)

"På et tidspunkt gjorde jeg det, at jeg tog én linje fra hvert digt, jeg kunne lide, og så lavede jeg et nyt. Man mister selvfølgelig den sproglige rytme, men sammenhængen er stort set lige så god."

Camilla Nørgård

"De har lidt karakter af kinesisk visdom... eller måske enlinjede haiku-digte, som jo også formår at være meget præcise og totalt abstrakte samtidig, og det er måske netop dét, der fascinerer mig ved hans sætninger: at de har begge dele i sig samtidig"

"Jeg bliver selvfølgelig nysgerrig over for, om han starter med de dér essenser og så bygger et univers op omkring dem, eller det er universet, der afføder den dér essens på et eller andet tidspunkt"

(video 1)

"Og så slutningen, at vi tænker, at havet er et kys. Det er virkeligt svagt, en sentimentaliseren, der tager alt det antikrigeriske ud af digtet. Hvorfor gør han det? Det forstår jeg ikke."

Peter Laugesen (Aktuelt)

Det er et ufatteligt smukt billede eller definition på digterens lod - det er jo også et fuldstændig grotesk billede.

Det bliver lige pludselig en fysisk størrelse, og man er pludselig under vand, synes jeg, er det dernede, glæden er? Alligevel giver det fuldstændig mening at sige 'til bunds' - man kender jo godt det at nå til bunds og en dybtgående glæde, men derfor er det alligevel en overraskende konstellation.

Noget, som jo egentlig er meget flygtigt og svært at holde fast, bliver lige pludselig holdt fast i fire felter, fordi der er et kors, der inddeler det.

"Miraklet kan være satans mange ting, de falske næser - hvad helvede kan det være? Og klipper, som de falske næser bliver til, hvad er det så for nogen? Hvorimod i de andre elementer eller linjer er der i de fleste af dem en eller anden agent - det er også typisk, at det står i passiv deroppe, at de kastes, ikke, er det nogen, der gør det, eller sker det af sig selv?"

Lars Bukdahl

Forrige digt slutter med 'vi slog en sten af himlen/ kigger ind' og så på næste side 'Jeg så et hul i mængden/ det var dér jeg ikke stod/ Jeg må ha cirkler om mig' - også en meget flot måde at skabe en overgang mellem to tekster på, og det dér hul, som ikke er nævnt direkte i den foregående tekst, men dog er forudvarslet...

Det er næsten i familie med 'stjerner uden hank', hvad sker der, hvis de dér stjerner ikke er der, så efterlader de en eller anden form for hul.

Og så kommer den helt geniale på side 16, som nok er den tekst, jeg skal give videre. Vi er vist næsten halvvejs i samlingen på det her tidspunkt, det kunne godt passe, at man her vil gå over til en anden halvdel, hvis han altså formmæssigt har tænkt i det, overhovedet. Men det er ligesom, at der i den sidste halvdel af samlingen er plads til lidt mere glæde, lidt mere plads til kærligheden i de billeder, han giver, de historier han fortæller. De sidste to linjer her kunne være et signal om, at der sker noget nyt.

Nu er det ikke kun derfor, at jeg eventuelt vil vælge tekst på side 16, men den er én ud af flere, hvor jeg har en oplevelse af bevægelse, bevidst eller ubevidst, det kan jeg jo ikke vide. Denne her tekst er en af dem, hvor jeg synes, der er en naturlig fremdrift eller bevægelse hele vejen igennem. Og igen, jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg synes, den lander fuldstændig naturligt til sidst - måske er det, fordi han har parkeret det, jeg kalder essensen til slut, at jeg får sådan en naturlig opbremsning, afslutning.

"Han er ligesom på igen - det bider sig selv i halen, der er en ny offentlighed, der er klar til at modtage ham, en ny kreds af mennesker, der står og venter. Så jeg tænker, at det er en kunsteroplevelse."

Dorte Holbek (video 2)

Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg er heller ikke sikker på, at det er så nødvendigt at forstå. Det har en energi i sig, fordi det sætter nogle elementer sammen, som vi ikke sædvanligvis sætter sammen - og teksten får dermed en dialog med sig selv.

"Når billeduniverset går i retning af at være tegneserieagtigt, starwars-agtigt, så kan jeg godt lide det. Og jeg synes faktisk, at billederne er meget ikonagtige, symbolske. Det er ikke meget farverige billeder, det er virkelig stjerner og kloder hele tiden, som man meget nemt ville kunne illustrere med en sorthvid tegning."

Camilla Nørgård

"Det er ligesom huse i julekalenderen, man åbner, og så kan det også være det samme alt sammen: 'nåh, jeg har glemt at åbne i dag, og det er i virkeligheden lige meget'. Og det er da ikke ligemeget, at der ikke er nogen, der er gået ind efter kyssene."

Vera Plougmann

Det er jo i virkeligheden et frygteligt trist billede, ikke..., men også meget poetisk. De ligger bare derinde, de dér kys, men der er sgu ikke nogen, der går ind efter dem.

Alene rytmen, man begynder næsten at synge det. Paradisets børn... så sidder vi på kirkebænken og har orglets brusen i baggrunden, og så alligevel, 'æder man i evigheden tyggegummi!' Punkteret højstemthed!

Det ville jeg da også være overrasket over. Man tænker straks på det med at få en sten i skoen, her er bjerget stenen og stenen bjerget.

"Man kan ikke se hele kloden på én gang - den er 3-dimensional, ligesom man ofte ikke kan se et helt digt på én gang, det skal vendes og drejes. Der er noget, der stikker frem og rammer blikket, mens andre elementer er skjulte. Man kan derfor sige, at digtet er som en klode, idet digtet repræsenterer verden, uanset hvor drømt det er."

Simon Grotrian (Brevveksling med Stefan Kjerkegaard)

...et sjovt billede på det, man aldrig ser. Man ser aldrig andet end halvdelen hele tiden, for halvdelen af døgnet er solen et andet sted. Så bliver det koblet med de her folk i en kommode... det kan jo være, de selv har valgt at være dernede, eller i hvert fald selv har valgt ikke at bryde ud af kommoden, i hvert fald kan det pludselig blive et billede på det, man ikke ser, hvis skuffen ikke trækkes ud, uanset om de så selv skal sørge for, at den bliver det, eller det er nogle andre, der skal komme og gøre det.

Tror du, der er en vision i digtene om at se mere end den ene halvdel, om at favne helheden?

Ja, det har jeg ikke tænkt på på den måde, men det er vel en meget naturlig kunstnerisk vision at have, der er jo en grund til, at man griber til andre udtryksformer end lige den informative. Det er vel dybest set et forsøg på at favne noget mere eller noget andet, det der normalt står mellem linjerne eller ikke er til at få sagt, så det... jo, det tror jeg da helt klart, at der er i de her tekster.

Man kan sige, at de billeder, de essenser, som jeg trækker ud, de er jo i virkeligheden en eksplosion af lige præcis dét, ikke, præcis ønsket om at ville se noget mere eller ville sætte nogle ting på en spids, sætte to modsatrettede magneter over for hinanden på en linje, de står dér og bliver holdt sammen på den linje og giver så lige pludselig et tredje billede hos den, der læser det, meget apropos 'Elektroner der vogter et liv'.

Det er også et omvendt billede - kan elektroner overhovedet vogte noget, er de ikke inden i noget og får det hele til at sitre af liv? Men her er det lige pludselig dem, der vogter et liv. Det kan man selvfølgelig også godt sige et eller andet sted i en naturvidenskabelig sammenhæng, at jo mere man prøver at dissekere tingene, jo mere man prøver at komme ind i, hvad liv er... altså dissekerer man et atom, så forsvinder det, så har man fuldstændig mistet det.

Det er i sig selv et flot billede - digte som knytnæver, også når vi taler om at rumme mere end den ene halvdel, så er det måske det, digtet er, en knytnæve. Det er noget, der kan slå hul på et eller andet, knytnæven er jo ikke bare en voldsom eller negativt ladet ting, det oplever jeg den ikke som i denne sammenhæng... det er også gennembrud. 'Digtet som knytnæve' - det er måske en meget god overskrift for projektet her.

De er der jo ikke mere øglerne, så han har jo slået til, hvis det er ham, der har det, men det er det så her, det er ham, der har borttaget dem... måske er det godt, ellers havde vi måske ikke været her, så havde de været her, og læser øgler måske lyrik? Jeg ved det ikke - 'læseøgler'... nej, det hedder bogorme, undskyld.

"Digtet har endda selv en fremragende metafor for sin associationsform og niveauspring: 'tankevinger'. Sproget er både omtrentligt, men også omtrentligt eller nogenlunde skønt som dødsannoncens fejl. Alt er, som vi kan se, i den skønneste torden."

Stefan Kjerkegaard (Digte er bjergede halse)

Det handler jo også om det her med den anden halvdel, at vi med sproget kun kan kredse om livet, ikke, men vi kan måske nå lidt mere eller lidt længere, hvis vi tillader det at være ikke kun ren information.

"Hvorfor der er en rulletekst på stenen? - Det er, fordi han er modernist! Idet du har et tungt ord, som stenen, så er du også nødt til at have noget til at opveje det - en rulletekst på stenen giver det så et flygtigt præg."

Søren E. Jensen (video)

Det er jo også næsten en vittighed, et grotesk billede, man ser en gravsten med en lysavis på, men hvorfor ikke, måske har de det allerede i Japan!

"Andersen var jo et geni, og det samme gælder Celan. Jeg føler mig i godt selskab med genierne. Andersen havde det hele, han kunne bevæge sig fra det mindste i tilværelsen til det største, og det er noget, jeg selv gerne vil. Han var samtidig så uskyldig uden at være naiv, han gennemskuede verden, og dette samspil giver hans eventyr stor fylde."

Simon Grotrian (interview i Weekendavisen 1998)

Det er lige før, det kunne være H.C. Andersen... Det, der måske får mig til at tænke på H.C. Andersen, er en rytme med et lidt gammelt præg, men det, der mest forbinder sig med H.C. Andersen, er ironien, selvironien: Han talte næppe dansk - fordi, hvad skal man dog også med det, det kommer man jo ikke frem i verden med. Ordet næppe er måske meget dansk, både-og, på den ene og den anden side, 'næppe' - det er den diplomatiske fodnote-måde at sige nej på.

H.C. Andersen

Men 'klapper ad hans superstjernestøv' jo, det gør vi!

Søren E. Jensen

Sådan en næsten naivistisk måde, næsten et barns måde, en barnetegning af Gud, der går gennem skyerne og de lange ben, der rager helt ned i vandet, og skibene bliver til sko.

"Selv antager digtene karakter af verbalt korsstingsbroderi, ikke sjældent overlæsset fortænkte og kryptisk kejtede. Men så rammer man ind i aldeles afvæbnende strofer: "Skibe er Vorherres sko/usynlig går han rundt i dém/ vi klapper ad hans superstjernestøv."

Erik Skyum-Nielsen (Information)

"Styrken i Simon Grotrians digte ligger nemlig et helt andet sted end hos de fleste andre digtere. Grotrians digte er naive midt i deres kompleksitet. Det er måske i virkeligheden dét, der gør ham svær at læse. Vi er ikke vant til, at naivitet kan være en styrke. I den moderne og den postmoderne litteratur er naivitet og forundring ofte en svaghed, der undergraves af en illusionsløs ironi. Simon Grotrian går en helt anden vej og det er måske derfor, at det er umuligt at skrive en god artikel om hans forfatterskab. Hans læsere må starte med at se med hans øjne: forundring, frygt og tro."

Thomas Schødt Rasmussen (Griflen)

"Han har også meget med, at solen bliver punktum for ham og stjernerne, og de gør det jo også helt konkret, hvis man kigger ud og laver punktummet for sit øje. (...) Men altså punktum, hvis man kan skrive det endelige punktum, så er det på en eller anden måde skønt, så er der ikke mere at sige. Hver gang han har lavet et digt, så punktum, slut. Den dér afslutning. Jeg kan godt lide, at han kredser omkring det dér punktum og den runde form, som så også går igen i stjerne og klode og sol."

Camilla Nørgård

Lige pludselig bliver tegnsætningen hevet ind i sproget. Og det er jo fantastisk at nå dertil, hvor der ikke er mere at sige - det er måske en mere relevant gravtekst end rulleteksten på stenen.

"Nogle digte er sågar samplet fra vidt forskellige kontekster, men de er samplet på Grotrians eksplosive måde. Når en strofe i Risperdalsonetterne lyder: "Jeg stiller gerne munden ned i havet/ med et fremmedsprog på tværs af struben/ udråbstegnet op som en fontæne / fra en blå gajol" (s. 30), så kan man måske bedst afkode ordene ved at medtænke traditionen. Tænk første linje ud fra N.F.S Grundtvigs salme 'MORGENSTUND HAR GULD I MUND' og dernæst på Johannes Ewalds ode til sjælen, hvor sjælen afbildes som en hval, der springer efter solen. Springet imiteres, men denne gang som et udråbstegn, der både efterligner E(hval)s hval, men også en hvals luftsøjle. Udråbstegnet er symptomatisk for Ewald og mere end sigende for digtet 'TIL SIELEN. EN ODE', hvor der er hele 28 af slagsen. Strofen er derfor god læsning af oden, idet udråbstegnet naturligvis er stedet, hvor Ewalds hval i den grad springer og springer. Den blå gajol fastholder sammen med struben et billede af en hals, hvor fremmedsproget består af denne underlige mikstur: Ewald (1700-tallet), Grundtvig (1800-tallet), og blå gajol (1900-tallet).

Stefan Kjerkegaard (Digte er bjergede halse)

Teksten her er næsten fjollet og aforistisk. Det er vanvittigt, men smukt, igen har udråbstegnet fået lov til at blive en skulpturel ting, der stikker op af havet som en fontæne. Og så med et fremmedsprog på tværs af struben, det er vigtigt, tror jeg, for at udråbstegnet kan blive en fontæne, det var næppe gået, hvis det var dansk.

Man taler selvfølgelig om at hælde vand ud af ørerne, men det er jo lidt noget andet. Der kan jo også være noget positivt ved at hælde vand ud af ørerne, hvis man tænker i dadaistisk forstand, ikke, og englænderne har det udtryk 'Babbling brook' om det sted i åen eller floden, hvor stenene ligger så højt, at vandet risler henover, men samtidig er det også betegnelsen for, når tungen slår sludder, når man får sagt noget forkert, men meget ofte er det jo dér, hvor ny mening eller betydning opstår, når man snubler over sproget.

Det måtte jeg lige læse to gange, for jeg troede først, at der stod aldrig. Det overrasker mig, at den dér stjerne sætter punktum, fordi vi har været omkring det før, stjernerne går igen mange gange, tidligere havde stjernerne ingen hank, men her kommer de og sætter punktum, det er ligesom, de ikke er så fritsvævende mere, som de har været, men det kan jo også være godt - det fritsvævende kan jo også være forvirring og frustration, og måske er der endelig et eller andet, der falder på plads, når stjernen sætter sit punktum.

Vi har jo tidligere talt om, at man ruger engle ud, men hvad laver de dernede i jorden, de har jo ellers ikke noget med jordelivet at gøre, i potter...

"Og det kan læses som et motto for hele forfatterskabet... Mottoet antyder Grotrians metode som går ud på at presse sproget til det yderste for at aftvinge det ny betydning hinsides enhver sædvanlig sammenhæng."

Niels Lyngsø (Politiken)

Så er det digteren, der overtager sproget igen. Nu er det slut med det selvstændige alfabet, nu må vi have styr på det igen. Positivt set kan det i hvert fald læses som, at det handler om at få så meget med som muligt. Igen: sproget kan kun nærme sig tingene, men ikke nå ind til dem, vi kan kun kredse om dem, så derfor må vi billedligt talt presse det, til det klynker som en nonne. Nu ved jeg ikke, hvordan det lyder, når en nonne klynker, men det handler om at få det hele med, eller i hvert fald så meget som muligt.

"Dermed signaleres de to størrelser som styrer digteren, dels sproget, den elementære leg med ordene som et materiale, dels det religiøse der vel at mærke ikke optræder konfessionelt og folkekirkeagtigt."

Erik Svendsen (Jyllands-Posten)

Video 2:
Hans Sydow tester digtene med lyd og udvælger sit
digt
8 min.

- vælg mellem: langsom og hurtig netforbindelse
(læs mere her)

Se også Dorte Holbeks performance og samtalen med udgangspunkt i digtet
(
video 1 og 2)

"Jeg har taget et gammelt kasettebånd med her, som jeg optog som 8-årig, og det har fulgt mig lige siden. Det er en overspilning af en gammel BBC-lydplade, og jeg hiver den altid frem, hvis jeg har brug for en eller anden form for tilfældighedsindfald, når jeg arbejder. Det er en fuldstændig tilfældig rækkefølge af lyd, og de enkelte lyde har en fuldstændig tilfældig længde, og jeg synes, det er sjovt at se, hvad den tilfældighed af lyd gør ved oplæsningen af en tekst."

(video 2)

Risperdalsonetterne, s. 16

Samtalen med Hans Sydow blev optaget 21. juni 2001 i Musikkens Hus, København.