Vissevasse! Sådan kaldte Halfdan Rasmussen sine tossevers, før de blev til Tosserier.

'Visse' betød engang sådant noget som at være vis på noget: "det er bedre i visse end i vente"; eller at være sikker på noget som noget mere end blot at håbe på eller regne med det: "man ved man har, men ikke hvad man får". 'Vasse' starter i det ukendte overgangspunkt, hvor 'visse' slutter. 'Vasseā ser fremad - mod det uvisse. 'Vasse' betyder nemlig egentligt at bevæge sig ligesom vadende' gå med usikre og famlende skridt, at stolpre afsted.

'Vissevasse' er jo nærved et udbrud. Det betegner det at tysse på en, fordi han fører en sådan tale som han gør, og fører den for langt ud. Og det er derude, udbruddet som regel sættes ind: 'vissevasse' er en modstand mod urimelig, meningsløs tale og patetiske fraser.

Nå. Vissevasse angår ikke den flotte udstilling af visuel poesi, I har banket op. Jeg synes bare at den rene remse, hvis drivkraft er vissevasseriet, vrøvleriet der blir til tosseriet - Halfdans altså, sågu også er visuel poesi. Kig på titelremsen fra "Himpegimpe" (1957), så skal jeg fortælle bagefter, hvordan det visuelle er underbygget af det bogstavelige er underbygget af det lydlige:

En lille spirrevip
uden slips og uden flip
sad og sang på en gesims
for en spraglet himstergims,
men da gimsen ville pimpe
med en simpel himpegimpe,
spirred vippen bort til slut
med en sippet dippedut!

Der er nok både nonsensvers og nursery-rimes i et digt som dette. Men det er ikke nonsens. Meningen er bare flyttet helt i remsens rygmarv, hvorfra den først slår ud som lyd, siden som visualitet.

Hvordan det? En remse som "Himpegimpe" gør hvad den siger, og siger hvad den gør. Sproget er blevet performativt: det gør det, ordene står for, eller det udmønter i remse, hvad ordene selv bærer med af mening: 'Himpe-gimpe' er en sammenfiltret og stødvis bevægelse, febrilsk og haltende i ét, men også en letsindig person, der er let til bens og bevæger sig ligesom i spjæt og spring, en 'spirrevip'. Himstergims eller rettere 'himstregims' er som en 'dippedut': noget der er vanskeligt at give navn, og som man derfor betegner spøgefuldt. Alle er samtidigt lydord eller onomatopoeitikon: de lyder som det, de betegner - og dét, de lyder som, er det der kaster rytme og mening af sig og ud i remsen: spraglet himstergims, simpel himpegimpe, sippet dippedut.

Det gør ikke noget, vi ikke umiddelbart kan sige, hvad ordene betyder i almindelighed, for vi forstår dem gennem deres lydlighed og i den situation, den remse, de indgår i. Og den situation, den remse, er virkelig visuel poesi!

Halfdan Rasmussen forbinder en klassisk egenskaber ved verset: dets metriske musikalitet og visualitet, med en moderne sproglig bevidsthed om det. Det første, musikaliteten og visualiteten, er det digtet fremtræder som eller igennem. Det andet, den moderne sproglige bevidsthed, er det digtet har som forudsat og holder skjult som en raster i et fotografi.

 

forrige brev | næste brev | sendt 9/3/00

tilbage til breve | hvad er visuel poesi?