Jeg vover at fortælle, at jeg fyldte 60 i februar i det nye årtusind. Hvordan har jeg det med det?

Erindringer: Siden jeg kunne regne, regne noget ud, har jeg set frem til det tidspunkt, da jeg skulle fylde 60, fordi da ville det nye årtusind være begyndt (jeg hænger mig ikke i den diskussion, at det nye årtusind egentlig først begynder næste år).

Det er noget med forventninger. Det er noget med, at man mener, der skal ske noget specielt, når et nyt årtusind begynder. Dagene har ganske vist ikke forandret sig, men bevidstheden har.

Det historisk bevidste menneske oplever et skift. Og ligeledes når man er bevidst om den personlige historie, sker der et skift. Vi er afhængige af at dele evigheden ind i tidsenheder, vi kan ikke leve foruden. Tidsramme og livsindhold er på denne måde en udadskillig enhed. Det berører diskussionen om kontinuitet kontra konstruktion og destruktion. Hvordan har jeg personligt oplevet de 6 årtier? Som en kontinuerlig proces, eller som fragmenter, hvor den ene oplevelse lægger sig til den anden og den tredje osv.?

Hvor har jeg tit i disse årtier snakket om en nybegyndelse, et ønske om mulighed for en nybegyndelse - jeg har troet på, at det kunne lade sig gøre. Men hele ballasten af det, der har været, ligger i bevidstheden. Intet kan fjernes - og intet skal fjernes. Lige meget, hvor ofte man begynder på en ny enhed. Og set ud fra denne erkendelse er der denne oplevelse, at livet har en kontinuitet, er en sammenhængende proces. Hvor meget det postmoderne menneske end måtte teoretisere at livet består af fragmenter. Ingenting kan smides ud, kasseres. Det hele eksisterer. Og gudskelov for det.

Det er min status som 60-årig.

tilbage til breve | forrige