I mine taxanætter må jeg ofte lægge øre til en aggressiv utryghed ved kunstnerens virke og virkelighed. "Pisse-dovne og tror de ved det hele!"

Jeg tænker, at mange kunstnere be- eller ubevidst erkender denne almindelige afstandtagen og i det økonomiske ragnarok for tiden frygter at miste den eneste reelle opbakning og bagstopper, kunstnere i vores diminuative sprogområde har haft: den politiske velvilje til kunsten - hvis vi som andre arbejdere stiller krav til honorering af vores arbejde. For hvordan egentlig redegøre for dobbeltrollen som almindelige mennesker med almindelige vaner og behov på den ene side og selvbestaltede overvågere af det danske samfund med tænkning, historiefortælling, mytedannelse og mytenedbrydning som erhverv på den anden? Tror vi, vi er noget?

Kunstnerne har tiet med kritik af kulturstøtten i årevis og har dermed kompromitteret sig selv. Og nu har hele Danmark fået en regering, som efter en valgkampagne med løfter om støtte til "kunsten i samfundets tjeneste" tværer kunstnerne i hovedet, at vi kun er samfundsnødvendige som erhverv, og kan vi ikke sælge billetter og bøger og plader og billeder og skulpturer og alt det andet, har vi ikke gjort os fortjent til V/K/DF-samfundets respekt og opbakning: Cool cash.

Vi ser røgen stå af de ideologiske bremseklodser! Hér ses en fast forankret tro på, at rationel tænkning lønner sig - at man kan lave bøger og skuespil og musiske kompositioner og alt muligt andet kunstnerisk efter, om der ér eller statistisk forventes efterspørgsel i samfundet. Hvilket i bedste, mest naive fald var en tro på, at flertallets hits er til gavn for samfundet som et hele, og i værste, mest manipulative, at kritiske, eksperimenterende, aparte ikke-rationalistiske stemmer skal stækkes eller helt holdes væk fra det offentlige rum.

Censur. Hold kæft, kunst - du truer.

 

Ved første offentlige kunstnerdebat forleden sagde georgmetz: "Vi har ikke oplevet et regeringsskifte, men en magtovertagelse". Hvilket jeg er stort set enig i, for ér det ikke sket, er det i gang: se på fremmedangst, miljø-indifference, ny atomoprustning, indifference overfor sult, AIDS og diktatur i 3. verden og den vestlige verdens indtog i Afganistan for bare at nævne lidt. Og vi giver det lov at ske.

Læserbreve mod indgreb i kulturpolitiken er derfor ikke nok: Ytringsfriheden er under angreb. Det handler ikke kun om vore lønninger som kunstnere, men om såvel det danske som verdenssamfundet som tænkefrit eller tankefrit samfund. (Jo, kunstnere er også mennesker med behov for føde, men jeg skal ikke have noget af at skulle skrive digte for at hylde kejseren, at I ved det! Så hellere løsarbejde.)

 

Som mennesker må vi ikke stå i vejen for, hvad vi som kunstnere er eksperter på: at lege, at finde på - heller ikke, selvom dét ikke giver os direkte politisk indflydelse. Vi må ikke forhindre folk i at bruge vores kunst. Men vi må og skal øve pression mod topstyringen. Og vi må gøre, hvad kunstnere overalt altid har gjort: SE, hvad der er i gang, og beskrive det. Vi må se på undertrykkelsen og gennembanke den kunstnerisk, håne den, nedgøre den, vise den medlidenhed, le med og ad den - for den er udtryk for angst. Og er menneskene angste, må VI som kunstnere være dobbelt modige. Ikke finde os i noget. Ikke falde i søvn igen og håbe, det går væk. Ikke lade det lille ø-rige blive en del af det store ligegyldighedens hav. Skabe det, vi gør allerbedst - skrive, tale, synge, danse, forestille, hugge, indfange, afbilde, hvad vore sanser og følelser og hoveder fortæller os er forkert, som verden er lige nu. Være bedre kunstnere, end vi nogen sinde har været det. Snige kvalitet ind overalt.

Der vil blive problemer med publikum og økonomien, men som dem, der er selv-ansat til at SE samfundet, er vi nødt til at tænke på den nære og fjerne fremtid for os alle sammen.

Så, betragt det som en investering. En investering i det, vi i forvejen gør vores arbejde for: Investering i frihed. Så vi kan fortsætte med at søge sandheden. Ikke den ideologiske, systemkorrekte sandhed, men dén sandhed et menneske kan finde, når der er plads til at tænke.

Tænke selv.

Ikke nødvendigvis i enrum.

 

aktueltskriv til Afsnit P | læs vores breve | 11/3/02