En unikabog er en bog i et oplag på én. I vore dage kan dét virke som en selvmodsigelse. For det hører i en eller anden forstand med til bogen som begreb, at den er mangfoldiggjort. Men dermed siger man blot, at hvis man kalder en unik genstand for en bog, så leger man allerede med tanken om, at det kunne være reproduceret. En unikabog er tanken om en bog: En mulig bog, som man ikke desto mindre kan betragte, læse, måske tage op. En model til en bog eller en teori om bogen, men som selv har form af en bog. Det kan være den bog, der gør alle ting i verden til bøger. Eller omvendt bogen, der gør en ende på alle bøger.

Og hvorfor ikke den bog, de fleste af os allerede skaber, når vi samler noter og billeder og katalogiserer og arrangerer dem i en orden: dag-, opskrift-, poesi- eller gæstebogen, frimærke- eller fotoalbummet. I bund og grund har alle et forhold til bogen og det at fremstille den.

Udstillingen Unikum viser mange eksempler. De inviterede har meget forskellige tilgange til emnet. De er forfattere, grafikere, malere, skulptører, fotografer, arkitekter, instruktører, scenografer - eller for eksempel ordkunstnere, der også er billedkunstnere og omvendt. Området spænder fra det minimale til det voldsomme, fra det sarte til det farlige og fra det komprimerede til det komplekse. Der er bogen med de tusind sider, og der er bogen, der kun har én. Den meget forarbejdede og den grove og spontane. Den konkrete, den abstrakte, den grafiske, den skulpturelle, den flade, den rumlige, for ikke at tale om den tekstmættede, den ordløse, billedbogen...

Ikke blot bogen, men også poesien udsættes for uendelige fortolkninger på Unikum. Forbindelsen mellem unikabogen og poesien er et iboende slægtskab og ikke nogen kobling til lejligheden. Digtet er det litterære værk, der kommer billedet og den rumlige kunst nærmest, og den visuelle oplevelse af digtet kan være en åbning til, hvad man har tendens til at opfatte som en "svær" genre. Digtet kan også være en mulig tekst og en tanke om litteraturen. I dette tilfælde danner bogen og digtet en gensidig åbning, hvor de udspørger hinanden og antyder, at den ene part ikke kun er form og den anden kun indhold.

Unikum-bogsamlingen gør det klart for enhver, at det ikke er computerudviklerne, der har åbnet dørene til "det interaktive" og til multimedieverdenen (og som dermed gør bogen til en "truet art"). Det er computerne, der skabes i bogens billede. Bogen er i sin essens interaktiv og ikke en statisk, men foranderlig genstand. Og hvad mere er: Der eksisterer en hemmelig pagt imellem den og hånden. Vi læser også med hænderne. Ikke blot bomulds- og brynjehandskerne på udstillingen, som har til hensigt at beskytte henholdsvis bogen fra snavsede fingre og læseren fra det knivskarpe bogbind, men også publikums umiddelbare tiltrækning af (og hjemmevante omgang med) udstillede genstande, der kan og må åbnes, fortæller, hvordan læseren veksler imellem at være opdager og modtager.

Bemærkelsesværdigt mange Unikum-deltagere arbejder med bogen som lagdeling: Transparente og gennemhullede såvel som kompakte og uigennemsigtige flader, der enten vækker nysgerrighed, åbner rum og danner kombinationsmuligheder eller lukker sig af fra hinanden og skaber afstand. Og mange skaber bøger på bøger. I en række tilfælde yderst konkret lag-på-lag: Egne og andres værker præsenteres på nye måder, omskrives, korrigeres, forvanskes, mumificeres... Og her bliver det masseproduktet, der bogstavelig talt ligger til grund for et nyt unikt værk og på sin vis kortslutter modsigelsen.

Enhver bog, der er blevet læst, er et "unikum". Enhver bog, der er blevet sprættet op med en kniv eller et blik, har mistet sin uskyld, sin enshedens magi, og har fået en ny, det læstes. Læsningen er det, man er alene om. Du siger måske stolt, kære læser: Dén bog har jeg læst. Men inderst inde ved du udmærket, at det kan du sagtens sige. Kan du måske genfortælle dét digt? Kan du måske pege på dét sted i skoven, hvor de elskende kom bort fra hinanden i fortællingen, og sige: den gren, har jeg trådt ned? "Den understregning har jeg lavet", indvender du så. Hvis det handler om beviser. Men bogen kræver ingen beviser, du ved det selvfølgelig med dig selv. Du er selv ligesom bogen under læsningen trådt ud af mængden. Blevet enestående.

Fotos: Frank Sebastian Hansen

LOUISE SASS

CHRISTIAN YDE FROSTHOLM

 

<< introkatalog >>