- udkast til en komparativ analyse
 

Det fortælles, at folk i Irland kan sige, hvilken egn af landet en person kommer fra, alene ved at se på den måde han eller hun går på. Det er en fascinerende tanke at gangen, en af de mest almindelige menneskelige aktiviteter, i sig selv rummer en dialekt, der betegner os og som knytter sig til vores identitet. Den måde vi går på, fortæller altid lidt om, hvem vi er; om vi har god tid, om vi har travlt, om vi er forfulgte, om vi er forelskede, fulde, syge eller gamle etc. Når vi mødes på gadehjørnerne, så checker vi tilmed hinandens gang: "Hvordan går det?", "Ja, det går da meget godt", "Hovedet op og benene ned", "Nå du, nu må jeg løbe".

I slutningen af forrige århundrede skulle to videnskabsmænd hver på sin måde bidrage til en første teori om gangen, en peripatetik: Gilles de la Tourette, som siden lagde navn til Tourette's syndrom (en særlig kompliceret gang fuld af tics og spasmer), og Eadweard Muybridge, der med sine 24 forbundne kameraer for første gang med videnskabelig akkuratesse stillede skarpt på bevægelsen. Det at gå var herefter ikke længere en ukompliceret affære. I litteraturen satte fodgængeren også spor i Baudelaire og Benjamins værker. Perioden op mod starten af det 20. århundrede synes overhovedet at være fodgængerens finest hour. Derefter tog den motoriserede tidsalder over, og det blev nødvendigt at oprette særlige reservater til fodgængeren i byen; fodgængerfeltet, fortovet og gågaden var født.

De regionale skilteopsættende myndigheder fandt det derfor snart nødvendigt at markere, hvor der kunne gås og hvor der ikke kunne gås. Man malede en række hvide og sorte tværstriber på kørebanen, populært kaldet "zebrastriber", for at angive, at zonen var forbeholdt krydsende fodgængere. For at advare bilister i tide, opsatte man i passende afstand et skilt, der angav, at forude ventede en fodgængerovergang. Skiltene blev i første omgang frit udformet af lokale skiltemalere og var derfor underkastet skiltemalernes piktografiske luner, men efterhånden greb man ind med en vis standardisering.

I Norden var det op til de nationale trafikmyndigheder at stå for opsætning og vedligeholdelse af skiltningen. Men i forbindelse med underskrivelsen af Atlanterhavspagten i 1949 blev man på et møde mellem de nordiske trafikministre efter mange diskussioner enige om en fællesnordisk udformning af fodgængerovergangsskiltningen. Et fodgængerovergangsskilt skulle derefter bestå af fire komponenter: En blåmalet firkant, hvori der er indskrevet en trekant med: 1) en figur, der angiver den gående og 2) paralleltløbende streger, der angiver at den kørebanekrydsende handling finder sted i et fodgængerfelt.

Vender vi nu tilbage til denne artikels indledning, så er spørgsmålet, om man ud fra udformningen af de nordiske landes fodgængerskilte kan sige noget om de respektive landes identiteter. Altså: Kan vi, ud fra den måde fodgængere afbildes på i Norden, sige noget om landenes egenarter eller selvforståelse? Den lille, gående person på skiltet ses i denne sammenhæng som type eller nationalkarakter eller ambassadør for de enkeltes landes gangarter.

Forskellen mellem de finske og de svenske fodgængere kan ved et første øjekast være svær at se. Svenskere og finner går åbenbart på samme måde. Broderlandene har efter al sandsynlighed harmoniseret gangen og besluttet sig for at gå i takt. Det er den samme lidt anonyme gang, det forreste ben strakt stift frem og armene svingende ud til siderne. Som de eneste blandt de nordiske, har finner og svenskere en antydning af ballemuskler, derimod er hænderne reduceret til uldvanter, miniboksehandsker eller amputerede armstumper. Svenskere og finner har travlt. De skal over! De er voksne og selvstændige, men der er noget robotagtigt over deres gang. En slags tomgang mod fjerne og uklare mål. Men forskel mellem svenske og finske fodgængere findes, og den ligger i det, de går på: Den svenske mand har kun fire striber at gå på, hvorimod den finske har fem firkantede tømmerstokke. Selvsikre, nationalbevidste går de fremad, og intet skal standse dem. I Sverige finder vi som det eneste land fodgængerskilte med kvinder.

På Færøerne befinder vi os tilsyneladende i nittenhundrede- halvfjerdserne. Her er svaj i trompetbukserne, og denne unge færing er måske på vej til bal i forsamlingshuset. Han er gengivet i perspektiv, det ene ben sat elegant foran det andet; han er frisk, han ved, hvor han vil hen, man kan næsten dufte pomaden i håret og halmen i træskoene. Det lille elegante vip med hånden bagud gør ham en smule feminin, til gengæld må man regne med, at behovet for fodgængerovergangsskilte på Færøerne er begrænset.

Den islandske fodgænger går på gul grund - måske en henvisning til den glødende lavagrund, han betræder. Han er en yngling med god holdning, hans gang er fast med lange sunde skridt. Han er en velbygget ung mand med livet foran sig. Men er der ikke også her noget mærkværdigt over hans gang? Man kan næsten få på fornemmelsen, at han er standset op midt i et skridt, et øjebliks rådvildhed midt i krydset. Har han netop skimtet en fare, eller gør han sig klar til at møde en modstander i et fatalt slagsmål, der skal præge ham resten af livet? Hænderne er små og hovedet lille, men der er noget i hans holdning, som fortæller os, at han er i stand til at fortsætte længe, koste hvad det vil.

Den danske fodgænger er et kapitel for sig. I Danmark er al figuration tilsyneladende aflyst, tilbage er en blanding af gople og astronaut. Ingen fødder, ingen spor af beklædning, hovedet er tilmed skilt fra kroppen. Med en lad, svævende gang, der ikke synes at have mål eller retning, driver danskerne omkring i en tilstand af apati. Man må forestille sig, at Danmark simpelthen er overtaget af en civilisation fra en fremmed planet, Invasion of the Body Snatchers. I mindre, afsides beliggende provinsbyer og enkelte steder på Grønland kan man finde spor af de tidligere så rankryggede fodgængere. Det drejer sig om en ældre, lettere overvægtig herre og en yngre udgave, beslægtet med den færøske. Men sandsynligvis er det kun et spørgsmål om tid, før også de erstattes af nye blodfattige ikke-fodgængere.

Og til slut artikelforfatterens favorit: I Norge mødes vi af en person iført hat og jakke og med et væld af naturalistiske detaljer såsom fingre og sko. Den gående bevægelse er nøje gengivet med en let bøjning af begge knæ. Skridtlængden er begrænset, holdningen foroverbøjet. Stilmæssigt er vi i begyndelsen af forrige århundrede, og denne mandsling - en blanding af rutineret dandy og suspekt hitmand - har travlt. Er der ikke noget fordækt over hans gang? Han har ikke helt rent mel i posen, for han ligner en jaget mand. Hvad er det, han skal, hvor har han været? Snakker han overhovedet norsk? Der er noget konspiratorisk over ham... Men jeg tror nu, når alt kommer til alt, at han bare er en træt miniaturepianist, der traver hjem over klaveret efter en hård nat på tangenterne.

Teksten er skrevet i forbindelse med udstillingen Momentum i Moss, Norge 2004

tidligere bidrag | aktuelt | 23/6/04