7.

Mallarmé skrev, at verden findes for at ende i en bog. Det er en mærkelig tanke: Den bog er altså den, vi alle sammen skriver på, forfattere og læsere; hver ny bog, hver handling, hver gestus er en tilføjelse til denne Verdensbog. At læse i den, vil, bogstaveligt talt, være at læse os selv. Men der er noget skæbnetungt og uafvendeligt over denne forestilling. Det er som om rækkefølgen er forkert: "Alting findes for at ende i en bog". Altså først verden, så bogen. Men heller ikke den omvendte version lyder opløftende: Først bog, så verden. For der gives næppe opskrifter på verdener. Det virker rigtigere at tænke som renæssancens mennesker. De læste verden som en bog, for dem var verden det samme som en bog. Hverken bogen eller verden havde forrang. For renæssancemennesket Leonardo da Vinci var naturen en fantastisk og levende bog, der lå opslået foran ham, og han skulle bare bruge sine øjne grundigt og dygtigt, så ville han kunne læse det, der stod på dens mangfoldige og utrolige sider. Og det er samme tanke, som driver vore dages videnskabsfolk, når de læser og genlæser og aflæser verden med deres instrumenter; når de gransker DNA-strengene og genernes sekvenser, er det naturens bog, de læser i. Når de studerer neuronernes forgreninger, er det en forunderlig skrift, der giver mening og når de udforsker galaksernes spiraler, er det universet, der beskriver sig selv med enorme tegn.

>>