I drømme er bøgerne tomme. Store læderindbundne, knirkende sager, fyldt med blanke sider, som man selv fylder ud med sin spidseste pen nat efter nat. Kapitel efter kapitel. Bagefter forsegler man dem med en lille gylden lås. Og holder nøglen fast krammet i en svedig hånd, før man gemmer den det mest hemmelige sted. Når man vågner, leder man som en rasende. Men nøglen er væk. Og næste nat begynder man forfra.

Jeg drømmer om en bog. Som den, der en dag kom med posten og bag sit værn af tykt duftende læder blottede sine blanke sider. Sendt fra Firenze, købt i en af de vidunderlige papirforretninger langs Arno, hvor man kan vandre længe, svælgende i papirsorter. Alle disse papirer, tykke, sugende, længselsfulde, som man ikke kan lade være, men må lade fingrene berøre. Køber man dem, slår deres lokken over i krav. Der ligger de foran én på bordet og tigger, og man kan ikke finde de ord, de beder om. I stedet gemmer man dem væk og hiver en gammel notesbog op, der kan samle dagens rester, der handler om dagligdag, angst, glæde, børnenes levende øjne og tre skrigende svaner flyvende over Humlebæks høje himmel.

I min bog er der en længsel. Insisterende som Costello, når han synger I Want You og bliver ved. Og ved. En hårdhed som i Genets romaner, hvor et kærtegn svinger om og er en syngende lussing; et kærtegn. En vision så ung, skør og skrøbelig som tyve år efter at se ind i Strunges øjne, der lyser ud af den TV-skærm, han hadede. En stædighed som Peter Seeberg, der med største møje trykker de rigtige bogstaver ind i sit sidste manuskript i en modvillig accept af, at kroppen ikke mere kan følge med sjælen.

Den drømte bog er et digt, der kan bære en hel verden. En stemme, der rejser sig fra det gullige papir og insisterer. En drøm om skønhed, der samtidig rummer grusomheden. Bogen er en utopi. Og alligevel er der bøger, der ændrer ens liv.

Min bog er til mine børn. Den handler om, at tiden går, at tingene forsvinder, at vi ikke kan følge med, når tiden spytter os bagefter sig. Vi er små kerner, atomer, der glider med strømmen og bag os lader tider, liv, aldre. Ansigterne griner ud fra de dårlige fotografier. Et toårsbarn, der fægter med skeen. Den kolde krop, da vi løfter låget i kapellet. Et strålende barnesmil slår op fra den hvide pude. Vi er i haven, det er sommer, der er kirsebær i træet, mormor går der og luger, den krumme ryg, den milde, altid sæberene, rynkebløde hud, og hendes hænder.

Min bog handler om tiden, der tager os. Tiden, der spalter os ud i så mange individer, vi smider efter os som brugte skaller. Forfatteren er arkæologen, der samler skallerne op, sætter dem ind i sin samling og forsøger at tyde mønstrene. Med en viden om, at det er forgæves. Der er ingen sandhed at finde. Men spor efter liv, vi har levet. Spor efter kroppe, der har været yngre, og som hele tiden nærmer sig grænsen.

Min bog handler om øjeblikke. Øjeblikke, der slår ind og gør det hele værd. Gennembryder virkelighedens grålige flux. Du standser op, ramt af en fugls sang. Billederne af de andre fugle, set i skråt lys over en sneklædt mark engang som ganske lille, folder sig ud i alle hjernens vindinger. Fugleflokkene, trækkende ud over sort koldt vand, der lukker sig om en tiliset ø. En erantis sætter sit buttede hoved op gennem jorden. Foråret kommer, du ved det jo godt, men nu forstår du det først. Blomsten er et tegn midt i verdens klæghed; et drejende øjeblikspunkt af gult. Du ser ind i et barns grønne øjne og ser i eet knivskarpt og ganske kort øjeblik en verden, du ikke har adgang til. Barnet er sit eget, en skabning, der vil vokse ud mod andre liv, andre horisonter. Du lukker øjnene og tænker: Alt dette!

Min bog er et brev fra en ven, et blik i toget, en kærlighed, der uden ord strømmer dig i møde fra et vildt fremmed menneske. Et barn, der græder, en gammel dame, tabt i sine egne tanker. Hænder, der nervøst piller ved en ærmekant. Et digt, der strømmer ud fra den tændte radio. En stemme, rund og blød, en anden, skarp, kantet, nervøs og insisterende. Min bog er et øjeblik, tabt på dansegulvet, drejende, svajende, glemt i musikkens rus. Et menneske, der uventet åbner sig for dig. Siddende der i sofaen, en sen nat og pludselig bløder det hele ud, og du kan blot tage imod. Et møde med en elsket. En blanding af smerte og fryd og vild, vild vilje, når han trænger ind og du tænker, nu dør jeg. Din mors stemme, din fars hånd lagt kejtet over din nakke. Alle disse små øjeblikke, så hurtigt forbi. Når jeg åbner bogen, slår de op igen og igen. Perlerne løber gennem hænder. Du lægger dem i sandet og tager dem op, én efter én, for igen at lade dem løbe ud; forsvinde i sandets store slugende masse.

Min bog er så fuld af løgn, at det halve kunne være nok. Hver gang man tror, man har den, lyver den sig væk igen. Min bog råber højt midt om natten og kræver varm mælk og kold øl ­ NU. Og så tisser den i sengen og tager al dynen. Min bog vækker mig, så jeg må gå på kolde fødder over uendelige gulve, hele natten. Og så ler den bare, bogen, gør den. Ha, ha. Min bog kaster mig nye steder hen, den lader mig flyve lige ind i morgenen, hvor jeg vågner med krøllede øjne og en lampe der har brændt hul i dens sider, men den er ligeglad. Min bog herser og regerer. For dernæst at vende sig om og synge en vuggevise, blød og melodisk. Min bog er fræk som en kokkepige. Blød som en barnekind. KAN du så se at komme op, din finkeldinkel, skriger den, så snart jeg har sat mig. SÆT dig, brøler den, når jeg har rejst mig for at støvsuge. Selv støvsuger den min hjerne, så jeg køber bleer i stedet for vin, når min elskede kommer, og serverer stuvet støvsugerpose for gæsterne. Min bog hvisker mig søde ting, og når jeg så lige kommer med kyssemunden, så klonk, slår den mig over næsen og er fornærmet.

Min bog handler om forførelse. Om at give slip. En arm rækker op fra dynen og trækker dig ned. Et blik møder dit tværs over dansegulvet og du følger det. Et smil får dig til at standse op, lige der foran frysedisken i supermarkedet. Du glemmer dine forbehold, glemmer, hvad du lige syntes eller mente. Du bliver trukket med, og du giver dig hen. Fuldstændig.

Bogen, jeg aldrig skriver, handler om det fremmede. Alt det, jeg ikke kan forstå. Alt det, der ikke er mig, og som jeg kun kan kredse om, uroligt, rastløst afkrævende tingene et svar. Om de fremmede mennesker, dem du møder på gaden, dem du har kendt i årevis, eller den, der ligger i din seng hver morgen, når du vågner. Vi er så almene, så let genkendelige i psykologiens gevandter. Og alligevel er det dette, det mest simple, der trækker. Hvem er vi bag maskerne? Hvad er din historie, siger bogen. Giv mig den. Giv mig et ord fra din, og du vil få et ord fra min. Vi laver en pagt, min drømte bog og jeg. Vi udveksler ordene. Næste gang vi mødes, vil vi ikke være de samme mere.

aktuelt | aktuelt-arkiv | 23/4/01