Mandag 2. oktober åbner den britiske kunstner David Bellinghams udstilling Copenhagen Sections i afsnitp.dk’s virtuelle galleri på www.afsnitp.dk. Udgangspunktet er den københavnske himmel.

Copenhagen Sections bærer undertitlen "(through apertures in branches and leaves)" ­ "(gennem åbninger i grene og blade)" ­ og er bygget op omkring en serie af himmeludsnit, som kunstneren har observeret på forskellige steder i Storkøbenhavn i september i år. På internetudstillingen får man selv mulighed for at foretage turen fra sted til sted og fra udsnit til udsnit, ledsaget af en række udsagn om himmelrummet på både dansk og engelsk. Sideløbende med selve udstillingsprojektet rummer sitet en illustreret introduktion til David Bellinghams kunstneriske univers for et dansk publikum.

David Bellingham (født 1966) bor og arbejder i Glasgow og er tilknyttet Manchester Metropolitan University som A.H.R.B. Research Fellow. Han har i en længere årrække arbejdet i området mellem ord, billede og koncept. Bellingham har udstillet internationalt i bl.a. Spanien, Portugal, USA og Tyskland, hvor han tidligere i år havde en soloudstilling på Kunsthaus Nürnberg, og i august viste Gallery of Modern Art i Glasgow hans udstilling Measures. En stor del af hans arbejder er desuden blevet distribueret i form af trykte postkort, pamfletter og artists’ books under udgivernavnet WAX366. Hans værker danner et voksende system af referencer, ofte centreret om temaer som natur, videnskab og målesystemer.

Copenhagen Sections er Bellinghams første internetværk og forbinder det site specific med det website-specifikke: himmelrummet møder det virtuelle rum, det eksakte sted møder det allestedsnærværende. Hertil leverer invitationskortets fotografi en tilføjelse med sin dokumentation af en opmaling af et enkelt himmeludsnit et ikke nærmere angivet sted i Københavnsområdet.

Initiativtageren til udstillingen og chaufføren på Bellinghams rundtur har været Tatiana Maria Lund, Master of Fine Art fra Glasgow School of Art og siden 1999 afsnitp.dk’s faste korrespondent i Skotland. Udstillingens producer er Christian Yde Frostholm, projektleder og webdesigner på afsnitp.dk. Projektet er muliggjort med støtte fra The British Council i Danmark.

Samtidig med åbningen af Copenhagen Sections præsenteres fire nye bidrag i udefra-sektionen, herunder et fælles ekstra værk af David Bellingham og Tatiana Maria Lund. Desuden bringes første bidrag fra sitets nyeste korrespondent, forfatteren og radiomanden Klavs Bondebjerg (f. 1953): en kommenteret række fotografier af "vandskabe" fra to oasebyer i Sydtunesien.

Blandt aktuelt-sektionens indslag markeres genåbningen af det navnkundige Frederiksberg Antikvariat med en billedserie af Claus Handberg Christensen, taget i forretningen før og efter bogbunkernes tid med tilhørende tekst af Carsten Norton Pedersen.

 

kontakte afsnitp.dk

tidligere pressemeddelelse

tilbage til galleri | aktuelt | aktuelt-arkiv