Veronikas hævn - positioner i samtidsfotografiet. Arken, Museum for Moderne Kunst Ishøj indtil 3. september 2000.

Foto: Man Ray: Marcel Duchamp as Rrose Sèlavy, New York, 1921 (fra kataloget).

Arkens sommerudstilling, Veronikas hævn - positioner i samtidsfotografiet, er nærmest en hel encyklopædi over de mange kunstneriske stilarter og positioner, som har behersket fotografiet i sidste halvdel af det 20.århundrede. Takket være den fremsynede og yderst kvalitetsbevidste belgiske baronesse og kunstsamler Marion Lambert kan man netop nu på Arken se mere end 300 fotografier skabt af flere end 60 forskellige kunstnere. En markant udstilling, hvor imponerende mange af udstillingens værker allerede er kanoniserede highlights inden for samtidskunsten.

Udstillingen ældste værker er fra 1950'erne og 1960'erne med bl.a. traditionelle dokumentariske bidrag af Robert Frank og Walker Evans. Men udstillingens hovedvægt ligger på det konceptuelle og iscenesatte fotografi, hvilket viser sig allerede i det første udstillingsrum, man som beskuer træder ind i. Her hænger to små Man Ray-fotografier som et stille varsel om den konceptuelle betydningsmanipulation, der præger det meste af udstillingen. Det ene af Man Rays fotografier viser Marcel Duchamp portrætteret i et dæmonisk skråt ovenlys. Duchamp som netop i et brev til en af fotografiets pionerer, Alfred Stieglitz, nedskrev følgende personlige vision om fotografiet:

"De ved præcis, hvad jeg tænker om fotografiet. Jeg ville ønske, at det ville få folk til at foragte maleriet, indtil noget andet vil gøre fotografiet uudholdeligt."

Duchamp havde overalt i sin kunst overskridelsen som strategi. Hele tiden forsøgte han på avantgardistisk vis at flytte kunsten og kunstbegrebet længere væk fra det etablerede og traditionelle. Denne overskridelsestrang spores også i en lang række af udstillingens værker. Men i det moderne fotografi er det hverken chokket, provokationen eller forargelsen, der er målet. De fotograferende kunstnere benytter i højere grad fotografiet som et middel til at kommentere og manipulere med tidens selvforståelse. Siden Henri Cartier-Bressons tese om de afgørende øjeblikke, har fotografiet haft et folkelige ry som et direkte og smukt aflæseligt sandhedsvidne. Fotografiet som dét, der i stand til at indfange essensen af en given situation og øjeblik. Paradoksalt nok har dette sandhedskriterium i dag mere vægt end nogensinde. Men det er en sandhed, der viser sig at være individuelt skabt og fotografisk fortalt af den enkelte kunstner. Se bare på Andy Warhols to små, undselige polaroidbilleder. Et selvportræt og en Warholsk version af Uncle Sam. Se på øjnene. Blikket i de to iscenesatte portrætter er identisk. Såret og søgende. We want you - bliver i Warhols to fotografier til en bøn om hengivelse og samvær. Fotografierne viser den blottede følelse, der ligger lige under selviscenesættelsens stiliserede maske.

Andy Warhol: Self-Portrait, 1981, og Andy Warhol: Uncle Am, 1980-81.

Cindy Sherman: Untitled Film Still # 20, 1978.

Én af de kunstnere som i den grad har manifesteret fotografiet som vor samtids primære kunstneriske udtryksmiddel, er amerikaneren Cindy Sherman. Shermans fotografier er for langt de flestes vedkommende selviscenesatte tableauer, hvor hun på en både ironisk og tragisk facon fotograferer sig selv i en række stereotype kvinderoller. I den sort-hvide serie: Untitled (Film Stills) fremviser Sherman bl.a. sig selv i skikkelse af den hjemmegående husmor, der er på vej ud at shoppe. Som beskuer føler man genkendelsens glæde. Men Shermans still-billeder er fiktioner. Der eksisterer ingen film, hvorfra fotografierne er taget. Det er i stedet den arketypiske og medieskabte kvindelige kønsrolle, man som beskuer for genkender hos Sherman.

Nan Goldin investerer også sig selv som et mellemværende mellem billede og betragter i sine fotografier. Man hun iscenesætter ikke sig selv, som det ses hos Sherman. Snarere er Goldins fotografier vidnesbyrd om et individuelt liv, hvor der begæres og mistes. Nærværet er overalt det ønskede forløsningspunkt i Goldins snap-shots, der som ofte viser sig at være knyttet tæt sammen med en potentiel afmagt og død.

Også den unge tyske homoseksuelle kunstner, Wolfgang Tillmans, forsøger at give fotografisk udtryk til sårbarheden, men han insisterer samtidig på det æstetiske som en fællesnævner i sine motiver. Tillmans viser på Arken en af sine karakteristiske fotografiske mosaikker, der blander forskellige formater og stilistiske udtryk med hinanden. Markrofotograferede stillebens af farvemættede frugter hænger hos Tillmans side om side med detaljeudsnit af tøj og portrætter af hans nærmeste venner. Et porøst univers der fremviser detaljens og øjeblikkets skønhed. Arkens udstillingen viser også eksempler på de mere groteske og eksistentielt provokerende kunstværker. Damien Hirsts: Damien Hirst, with Dead Head, 1991 parodierer kunstens tradition for ærbødig og patetisk omgang med størrelser som fraværet og døden. Og Thomas Schüttes monumentale værk Uskyldige fremviser en række voksansigter, som udtrykker alt andet end lige netop uskyld.

Alt i alt er Veronikas Hævn et solidt udsagn om fotografiets markante position i samtidskunsten - og Arkens lyse og højloftede rum danner den perfekte baggrund.

Nan Goldin: Cookie with me after I was punched, Baltimore, Md., 1986 (øverst) og Wolfgang Tillmans.

Damien Hirst (øverst) og Thomas Schytte.

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | 21/8/00