Firkantet horisont. En ny kendsgerning opfundet af mig, skabt af mig, som ikke kunne eksistere uden mig. Jeg ønsker min kære ven, at sammenfatte hele min æstetik, som De har kendt i nogen tid, i denne titel.

Med et uddrag af Vincente Huidobros manifest Le Créationnisme - hvorfra ovenstående stammer - indledes det lille nyudgivne bind af hans kreationer, Firkantet horisont & Eiffeltårn. Og man kan ligeså godt bide mærke i termen ”kreation” med det samme. Det drejer sig om skabelser, om skabte ting, unika med ubeskeden gudelig afsender. Og indimellem finder man faktisk deciderede nyskabelser - også set i litteraturhistoriens bagvendte optik. Forlaget Bebop står bag udgivelsen og Helge Krarup har ligesom tidligere - Tre umådelige noveller (After Hand 1998), Arktiske digte (Bebop 2001) - lagt sprogøre til Huidobros ikke just slebne talegaver.

Huidobro tegnet af Picasso (1921)

Vincente Huidobro (1893-1948) blev født i Santiago de Chile som arving til slot og vingård i en chilensk rigmandsfamilie. Huidobro flyttede tidligt til Paris og grundlagde i 1920'erne sin æstetiske teori kreationismen. Kreationismen, som blev til i et samarbejde med Pierre Reverdy, er nært beslægtet med datidens øvrige avantgardebevægelser: surrealismen, futurismen, kubismen og ikke mindst dadaismen. Desuden udspringer den sydamerikanske ultraisme, som senere J. L. Borges skulle blive forbundet med, af Huidobros tanker om digterens skaberkræfter.

Skitse til et kalligram (1912)

Huidobros forfatterskab stikker af i et antal forskellige retninger og snubler indimellem lidt i egne fagter og fordringer. Især de mange manifester og programmatiske ytringer peger i flere retninger, og Huidobro synes ikke altid at have lyst til sin egen radikalitet. Ud over de to værker, der har givet titel til nyudgivelsen, indeholder Firkantet horisont & Eiffeltårn også "Manifest måske" fra 1925. Et par pluk herfra kan give en forestilling om den produktive vankelmodighed, der har sat sit tydelige præg på forfatterskabet:

Først og fremmest er det nødvendigt at synge eller simpelthen tale uden tvingende, men med nogle disciplinerede bølger ()

OG DEN STORE FARE FOR DIGTET ER DET DIGTERISKE ()

Og det uforudsete? / Det kunne utvivlsomt være noget, som indfinder sig med en neutral gestus født af tilfældet og utilsigtet, men det er for tæt på instinktet og er alligevel mere dyrisk end menneskeligt. / Tilfældet er passende, når man slår fem enere eller i det mindste får fire dronninger. Men bortset herfra bør det udelukkes. / Ingen digte udtrukket ved lodtrækning; på digterens bord ligger der ikke en grøn dug ()

Huidobro var således ude i et totalopgør med traditionel digtning - alt digterisk skulle fordrives - men advarede samtidig mod det dadaistiske projekt. Tilfældet er ifølge digteren ikke godt nok; det kan skabe kunstnerisk afsæt, men der må noget mere til: En disciplin og en evne. De skaberkræfter Huidobro omtaler i Le Créationnisme hænger tæt sammen med synssansen. Med evnen til at se, at være seer. "Det abstrakte bliver konkret og det konkrete abstrakt", siger han. Eller, som det hedder i titeldigtet "Firkantet horisont": "At frembringe et DIGT som naturen frembringer et træ". Men samtidig mærker man digterens påpasselighed og den vægt, traditionen har lagt på hans skuldre. Digteren bør finde den "perfekte balance"; gør han det abstrakte yderligere abstrakt, ender han ifølge Huidobro med rene luftigheder. Og konkretiserer han det i forvejen konkrete, "ville det kunne bruges til at drikke vin af eller til at møblere Deres hjem med, men aldrig til at møblere Deres sjæl". Dét dilemma sætter sit tydelige mærke i Firkantet horisont, hvor en række af teksterne aldrig sætter sig ud over den traditionelle seerdigtning. Man møder korrespondancer, konflikter og metafordannelser, der på indholdets niveau nok kan kaldes nysprængende modernistiske, men i udformningen langt hen ad vejen forbliver kedelige og ligegyldige øvestykker. Men hver gang Huidobro ikke øver sig i at være Baudelaire, når han ser med pennen fremfor at møblere sin sjæl, bliver det til gengæld rigtig interessant. I digte som "Landskab" og "Morgen" kommer Huidobros motto NON SERVIAM (Kære Moder Natur, jeg vil være din herre - ikke din slave) til sin fulde ret. Her udnytter Huidobro papirets grafiske flade og skaber former, der fungerer i flere på hinanden liggende lag.

Klik på digt for at se originaludgave

"Landskab" rummer en måne, et træ, en flod og et bjerg, men også parallelveje, der leder vidt forskellige steder hen. Én fører - traditionen tro - fårene til stalden med hyrdesang. En anden til en plæne med dadaistisk afskiltning: PAS PÅ LEG IKKE PÅ DET NYMALEDE GRÆS. Månen er et spejl, floden løber nedad som floder flest, træet højere end bjerget og bjerget rækker ud over jordens yderpunkter. Skriften holder sig pænt på papiret, der til gengæld må hænge og flagre et sted i den firkantede horisont. Måske dækker det den hele... Floden, som flyder, rummer i hvert fald ikke fisk, men bogstaver.

Digtet "Morgen" er et tidligt vue ud over Paris. Over natten har tiden og Seinens vand stået stille, men ved solens frembrud genoptager floden sit løb. Ud over floden læner sig - typografisk - en gammel poppel på bedste impressionistiske vis, og over Eiffeltårnet synger (!) en hane i nationaldragt. Sol, sol, sol, sol. Tiden sættes i gang og nogle fjer falder. Man kan begynde dagen med selv at tegne dens linjer op. En firkantet horisont, minsandten.

Andre digte, man ikke kan undgå at holde af, er "Tam" (DIT HOVED HÆNGER FRA DIN CIGARS RØG - igen med inciterende typografiske virkemidler) og "Guitar". Sidstnævnte begynder således: På hans knæ/Lå der nogle noder//En lille kvinde sov/Og seks strenge sang/i hendes liv... Altså: sovende kvinde = guitar. Godt set, Huidobro (og bedre sent end aldrig, Man Ray!). En lignende - men knap så interessant - observation finder man i øvrigt i digtet "Eiffeltårn", der udgør bogens tredje afdeling. Her hedder det ganske enkelt: Eiffeltårn/Himmelguitar. Så skulle den være klar!

Firkantet Horisont (Horizon carré) blev oprindelig udgivet i 1917 - Tour Eiffel udkom året efter. I 1919 påbegyndte Huidobro arbejdet med langdigtet Altazor, og i 1921 vendte han efter et ophold i Madrid tilbage til Paris for at udgive samlingen Saisons choisies. I de følgende år skabte Huidobro - ved siden af en seriel manifestproduktion - collagedigte af bogstaver klippet ud af aviser og klæbet op på store stykker karton. Han havde en særlig forkærlighed for bogstaver i grøn, grå eller hvid. Ved en udstilling i 1922 understregede Huidobro sit visuelle projekt. Her fremviste han eksempler på det malede digt - poème-peint -, hvor de "normale" digte var farvelagt af digteren selv. Man kunne ønske sig, at et par stykker af disse var nået frem til Forlaget Bebop og havde fået lov at pryde omslaget på Firkantet horisont & Eiffeltårn. De kunne snildt have afløst Den Evige Per Kirkeby, og læseren ville have fået syn sagn. For det er præcis det, det hele drejer sig om.

 

Vincente Huidobro: Firkantet Horisont & Eiffeltårn. På dansk ved Helge Krarup. Forlaget Bebop. 56 sider, 200 kr.

Man Ray: Le violon d'Ingres (Kiki), 1924