HCE. Hans-Christer Ericson i Galleriet, Det kongelige Bibliotek, København. Indtil 24. november 2001, mandag-lørdag kl. 10-19. Fotos fra katalog og bibliotekets website.

- på Det kongelige Bibliotek

Når man træder ind i den svenske forfatter, fotograf, billedkunstner og reklamedesigner, Hans-Christer Ericsons aktuelle udstilling på Det kongelige bibliotek, møder øjet som det første den konkrete poesi som skulptur: der er tårne af bogstaver, der enten står eller ligger ned, der er massive bogstaver fæstnet i lag på væggen, der er bogstaver klippet ind i en slags korthus af pap, der er læderindbundne unikabøger med indklippede bogstaver. Udstillingen giver et portræt af digteren, fotografen og billedkunstneren Ericson, der måske bedst er kendt for sit bog- og reklamedesign, og de mange forskellige grafiske udtryksformer: bøger, noter, installationer, små skulpturer, digte, kobberplader, fotos med meget mere viser et kunstnerisk gemyt, der forener et eksistentielt engagement med en legesyg 60’er-formalisme. Der er både nerve og præcision i denne lille fine udstillings særegne blanding af melankoli, mystik og minimalisme.

Selvom Ericsons bogstaver først og fremmest synes at være det, de umiddelbart fremtræder som: taktile, tredimensionelle former, får man hurtigt en pirrende fornemmelse af, at der i kombinatorikken af de massive bogstaver gemmer sig skjulte meddelelser. Ligesom renæssancemalerne yndede at indlægge skjulte anamorfer (med vanitas-motiver) i deres værker, kan man i et rødt "korthus" af papbogstaver fæstnet på en væg afsløre sætningen "you can catch the show", hvis man finder den præcise skæve læsevinkel. Og det viser sig at være generelt, at føler man på bogstaverne og kigger på dem fra alle mulige vinkler, bliver man i stand til at læse skriften på væggen eller bunkerne af bogstaver rundt omkring i galleriet. Efter et stykke tids gransken og palperen kan hænder og øjne i fællesskab fremlæse sætninger på væggen som ”ser min krop men ikke mig selv”, ”ser din krop men ikke dig”. For at tyde det sproglige indhold bliver man nødt til at være fysisk delagtig i skriften - smage på bogstaverne, mærke dem, høre dem, gentage dem som et mantra for at fange deres rytme, deres "visuelle musik", som forfatteren engang selv har kaldt det.

Den besøgende mærker altså fysisk, hvordan Ericsons arbejde med form og betydning er en tålmodig kropslig opmærksomhed over for ordets stoflighed. Ofte snævrer han verden ind til enkelte eller blot ét enkelt ord, der besværgende går igen i udstillingen, vendes og drejes, læses forfra og bagfra, kommer til syne i alle tre dimensioner. Et abstrakt begreb som tid konkretiseres i det lille ord "snart", der snart dukker op som kerneordet i et digt, snart skulpteres med irrede bogstaver, der ligger ned, snart kan læses baglæns som "trans" i form af et metallisk bogstavtårn.

Kunstneren har i et interview udtalt, at han betragter sig selv som et ordmenneske, der arbejder meget med billeder, og netop udvekslingen mellem sprogets betydningsindhold og dets typografiske billede synes at være en vigtig drivkraft. De udstillede værker bærer præg af barnets ubesværede og nysgerrige udforskning af sproget og alfabetet, men også den modne kunstners erfaring af, at sproget er omtrentligt, når nye tanker skal tage form. En hel glasmontre fuld af digterens private blyantsnotater danner rammen om dette selvbebrejdende digt:

När det ända
finns så många ord
varfor inte
använda några
som säger det
jag egentligen
menar?

Værkerne oscillerer konstant mellem det der bliver til og det der forsvinder som form og betydning, mellem det læselige og det ulæselige. Det er et spændingsfelt, der både giver inspiration, men også kan true digteren med opløsning af jeg'et. Det viser dette systemdigt, som samtidig peger tilbage mod 60'erne og den konkrete poesis fader, tyskeren Eugen Gomringer eller for den sags skyld den danske pendant, Hans-Jørgen Nielsen:

Jag vil inte förlora mitt jag
Jag vil inte förlora mitt
Jag vil inte förlora
Jag vil inte
Jag vil
Jag

Digtet optræder i flere typografiske versioner og farver, blandt andet en hvid, næsten usynlig skrift på hvidt papir.

At formgivning og formens opløsning er forbundne kar understreges blandt andet af en genkommende rund og stenagtig form, der både giver associationer til et foster, en mumie, et fossil eller måske et bogstav, der enten har ligget i vandet og derved mistet sin skarphed eller netop er i færd med at få form. Denne "urform" er afbilledet fotografisk, men også fysisk til stede som en sten. Den optræder også underligt fordoblet - én form er af gips, dens tvilling ubestemt irret - i en østerslignende gipsform, der leder tanken hen på endnu en koryfæ inden for visuel poesi: den belgiske kunstner Broodthaers' muslingeskal, som er den form, den "moule", den sproglige betydning skabes i. At der ligger en form i begge "østersskaller", rummer måske en dekonstruktiv erkendelse af, at betydning allerede i sit urstadium er en fordobling, er smittet med gammel (irret) betydning.

Ved siden af de bogstavagtige urformer ligger tegninger af grafiske koncentriske cirkler, hvori der er afsat sorte punkter, nogle med streger imellem punkterne. Diagrammerne kan både minde om en skydeskive med skudhuller eller en konstellation af stjerner. Stjernetegnet afbilleder personligheden, den unikke jeg-kerne, mens skudhullerne truer med personens udslettelse. Samme dobbelthed genfindes på uhyggeligste vis i skiferpladen med den lysende, tredimensionelle silhuet af et barnekranie. Det kan ligne et scanningsbillede af et foster, men det er samtidig frygteligt unheimlich og dødskonnoterende, at barnets ansigt er uden mennesketræk og afbilledet på en sort (grav)sten. Rækker man længselsfuldt ud efter barnet og med det måske en tabt egentlighed, udsætter man sig for en fare for at miste sig selv.

Dialektikken mellem tilblivelse og opløsning, såvel af formen som af jeg'et gentager sig også i udstillingens mange jeg-skulpturer. Der er "jeg-blokke" af massivt matteret glas med skygger af kunstnerens ansigt i henholdsvis profil og en face, der er kobberplader med hænder på "jeg-plader". Og under et "korthus" af pap med geometriske cirkler er der gemt små hemmelige "jeg-svampe" indskrevet med initialerne H.C.E.

Angsten for at forsvinde er prisen for modet til at risikere sig selv og kaste sig ud i det ukendte. Det er modet til patos og fortabelse, der netop gør Ericson meget synlig og nærværende som person i denne udstilling, som alle bogstavelskere må se. Her er en tro på bogstavernes magi og kraft og en sjælden fingerspidsfornemmelse for det enkelte bogstavs personlighed. Og så er det tilmed meget smukt at se på.

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 6/11/01