Kaspar Kaum Bonnén er en rigtig altmuligmand udi kunsten. Karakteristisk for Kaum Bonnéns kunstneriske praksis er nemlig, at han med lige stort mål af engagement, refleksioner og talent forener sit arbejde som billedkunstner med en egensindig digterisk praksis.

Hvad enten man som beskuer står over for hans skulpturelle papkasse-objekter, eller man som læser kaster sig over hans tekstproduktion, er en anti-realisme og en bevidst stilforvirring de sikre ingredienser hos Kaum Bonnén.

Sit lyriske projekt har han foreløbig udfoldet i tre digtsamlinger, hvor den seneste: Træning - øvelser for rum netop er udkommet på Borgens Forlag.

Kaspar Kaum Bonnéns litterære frembringelser har haft en overordnet trang til at insistere på, at sproget og virkeligheden er to af hinanden uafhængige og komplet modsatrettede størrelser. Når sproget dynges på virkeligheden eller omvendt, når verden skal tage sig ud i sproget, så resulterer det altid hos Kaum Bonnén i nogle elektrificerende betydnings-kortslutninger. Hans forrige bog Det nye kvarter fra 1999 var et muntert og vidtrækkende strejftog i sprogets kaotiske hjørner. Dér hvor intet var, hvad det gav sig ud for at være, og hvor ting og begreber bestandigt måtte formuleres på nye måder og indgå i nye sammenhænge. Dette kalejdoskopiske kompositionsprincip genfindes også i Kaspar Kaum Bonnéns nye bog, men nu i en endnu mere radikal form.

Træning - øvelser for rum præsenterer sit jeg og sit toneleje således på en af de første sider:

Men først skal der synges, klappes, brøles og drikkes,
før jeg dinglende sætter mig op i transportvognen og møder
Fotomodellen foran galleriet. Jeg elsker smukke ting.
Smukke kvinder. Jeg bygger vandure, slår plat på mekaniske ritualer,
eller fabeldyr dukker op. Træder lukt ud af historien, dukker frem
fra gulvtæppet blandt skjulte notater. Jeg længes.
Det er blandt andet, hvad jeg vil sige. Jeg vil altid elske dig.

Og flyveren drejer glad ind med kærligheden.
Det er intet som kærligheden, når den vender hjem
fra byen alene, ude af stand til at komme videre
med sin seksualitet. Man må regne med verden, gøde luften
med forestillinger: man må forsvinde ind i en kvinde.
Hvor skal jeg ellers gå hen. Så fyldt af galningeblikke, med lyster
som balloner og knæ af papmaché.

I Kaum Bonnéns digte (eller prosa-lyriske tekster) finder man sjældent det formmæssigt finpolerede eller en eksistensforklarende metaforik. Når metaforer og andre stilgreb for eksempel personificeringer optræder i digtene, er det altid for at skabe ironiske sammenstillinger eller frembringe et barokagtigt forvrænget skær af virkeligheden.

Træning - øvelser for rum er opdelt i 10 afsnit, der alle på et mere eller mindre abstrakt plan indskriver sig i relation til et eller flere rum. Bogen har eksempelvis afsnit, der bærer titler som: Suite, balkon, kammer, Så mange døre så få rum eller som et tredje eksempel: Rum for tabt viden.

Som endnu et formelt greb tæller de enkelte digte i bogen sig kronologisk fremad. Fra I til XXXVI. Men igen, og det er typisk for Kaum Bonnén, venter der ikke læseren noget klimaks eller nogen erkendelsesmæssig afklaring undervejs i denne bog. Det poetisk afrundede er ikke Kaum Bonnéns gebet. Hos ham får bevidstheden sjældent metaforer at lade eftertanken hvile ud i. I stedet rabler teksterne verden af sig i et skingert og tumultarisk udtryk.

Bogen kredser hele tiden om et jeg. Et jeg der som første persons-udsiger sprøjter kaskader af ordstrømme af sig. Men jeget er mere bevidsthed end krop, og sproget i bogen veksler da også mellem det filosofisk sludrevorne og det rablende skizofrene. Begge strategier synes at vende sig væk fra læserens imødekommende forståelsestrang. Digtene har nok i sig selv. Som nu for eksempel dette digt:

Jeg vil aldrig forlade dig, jeg har forladt dig, og hvem
bryder sig iøvrigt om byen derude, når man sidder indenfor
i varmen og snakker?
Det er tusinder af kvinder, jeg hverken
vil komme til at se eller berøre, men de eksisterer i bevidstheden.
Ingen lever i tiden, som foregår i mit kød. Jeg vender lygtens kegle,
og et hus rammer mit ansigt. Hårsække eksploderer,
neuroner farer med lysets hast, luften er gennemsigtig,
en pornofilm kører på alle kanalerne. Jeg tilintetgøres hvert sekund.
Jeg vil så gerne være klog. Jeg vil så gerne vide, men jeg har svært
ved at forestille mig fremtiden i det dehistoriserede lys,
som vore tids opbud af informationer giver os. Arkæologiske interesser
forplanter sig som nationale traumer. Sygdomme hærger
frugtesløse med minder om igler og andre mere direkte former for åreladninger. (...)

Sproget pendler hektisk frem og tilbage, får sagt noget, og undsiger det så straks igen. Dette synes at være det overordnede stilistiske princip hos Kaum Bonnén. Digtene er interesseret i at stille spørgsmål og i at besvare dem selv, ofte via små fikse ironiske livserklæringer. Talestrømmen summer overalt i digtene, men i monologens selvtilstrækkelige form. Kun når humoren momentant bryder igennem, åbnes der for en afvæbnende gestus, der giver plads til en læser.

Ideen med at skildre personligheden som et hus stammer fra Freud. I dansk lyrik genfindes tanken hos Ole Sarvig, hvis Jeghus er formet som en dualisme mellem den fysiske verden og den menneskelige sjæl. Men Kaspar Kaum Bonnén er ingen trist modernist. Han dyrker i stedet det bevidste rod og den kalkulerende usammenhæng, hvorved de enkelte rum-betegnelser i Træning - øvelser for rum nærmest får karakter af at være falske gibsvægge og rockwoolisolerede hulrum. For Kaum Bonnén søger intet forankringspunkt eller sted at hjemfalde til. Bogens jeg har ingen bolig. De bølgende ordstrømme og det rastløse jegs monologiske tirader er et mål i sig selv. Digtene besidder et formulerings-overskud, der går hånd i hånd med et forklarings-underskud.

Kaspar Kaum Bonnéns version af et jeghus inviterer ikke læseren indenfor. Det er muligt, at bogen tilfredsstiller på sine egne hermetisk sproglige præmisser. Men som bogomslaget så fint illustrerer, føler man sig som læser alt for ofte ladt alene med en samling løsrevne og udechifrerbare privatfotos, der er gemt bag nogle fedtede plasticlommer.

Kaspar Kaum Bonnén: Træning - øvelser for rum. Borgen. 59 sider, 162 kr.
 

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | anmeldt 9/3/00