Hvordan lyder det, når livet breakbeater sig ud til skurrende spolebåndsspoler, når stemmen giver op og lader skægstubbene alene tilbage med en fedtetgul Tandberg? Det kan man høre og måske også se for sig i Krydsfelt-studiets lydværk Sønderbrudt ånd, skabt i samarbejde med forfatteren Christina Hesselholdt.

Værket markerer åbningen af Krydsfelt ­ et omfattende projekt, der sætter fokus på den eksperimenterende lydkunst med et væld af aktiviteter. Projektet gik i luften 5. november på Museet for Samtidskunst og betegner sig selv som et tværæstetisk forum, der rummer et producerende studie, en lydbiograf, en formidlende internettjeneste, samt en årlig bog- og cd-udgivelse. Sønderbrudt ånd er således et eksempel på en egenproduktion ­ og det første i en række af 12, idet der hver måned det næste år frem præsenteres et nyt værk. Bag projektet står blandt andet Hans Sydow fra Dansk Hörfilm, og det bliver spændende at følge med på denne tur rundt i lydenes og i høj grad også ordenes verden. Spids ørerne smukke på www.krydsfelt.dk

At Krydsfelt holder til på Museet for Samtidskunst i Roskilde er ikke tilfældigt: Museet har i forvejen et godt øje til lydkunsten og rummer den permanente lydsamling, Audioteket, med tilhørende forsknings- og databaseprojekt. Og så er stedet for femte gang vært for en tilbagevendende lydbiennale, i år med navnet LVDBILLEDER, der præsenterer værker af den svenske kunstnergruppe Fylkingen. Gruppen arbejder intermediært med lyd- og billedkunst og har været med siden 30'ernes eksperimentalkompositioner frem til 90'er-kunstens blandingsformer.

For LVDBILLEDER står kuratorerne Teddy Hultberg og Morten Søndergaard, og udstillingen kan ses indtil 22. december. Museets åbningstider er tirsdag-fredag 11-17, lørdag-søndag 12-16. Se også museets hjemmeside - og den banjoagtige biennaleflyer, hvis du kan komme til det.

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv