Der bobler lattergas ud af Villa Fjolle-modellen i Henrik Plenges portræt af Simon Spies - manden, der gav den på-en-måde store verden til danskerne og blev til myten om ødselt forbrug, morgenbolledamer og hippieskæg i Verner Panton-stole. Og det er de moderne myter, Plenge har fat i, hvor symbolværdien som oftest er blandet op med hardcore kommercialisme.

Sammen med Jes Brinck har han for nylig udført en meget håndfast form for reverse engineering på en splinterny Jaguar i Århus, og mere grafisk er der tilføjet Spies-universet en skrøbelighed på udstillingen hos Nikolaj Wallner i juni i år. Ord som angst, melankoli og impotens står prentet over orgiescenerne, og samme omhyggelige bogstavudgave af Kejserens Nye Klæder genfindes i værket Nasdaq Forever, der tegner et billede af IT-finansens luftboble af fiktiv værditilskrivning.

På Rooseums sommerudstilling, der viser værker af de skandinaviske samtidskunstnere, der i år har modtaget Edstrand-stiftelses pris, er Plenge også med, og her har han skabt et rum af ikke mindre end tre slags drømmestof.

I loftet roterer en seng redt op med Disney-koncernes merchandiseversion af myteprinsessen Anastasia, på den ene endevæg stråler igen ordet ANGST, men denne gang i guld på en kleinblå væg. Yves Klein, neodadaisten, der var optaget af zen og intethed, Klein, som tog patent på sin spirituelle blå - og Klein, der er et næsten ligeså godt investeringsobjekt som solsikkerne i de japanske bankbokse. Fra den sidste væg vælder endnu et ord frem i så overvældende størrelse, at man må på afstand for at læse, at der står Terminator. Grafisk afkoder man en nu forældet forstilling om, at den ny teknologi ville kunne frembringe et sådant overpixeleret monster; en dommedagsvision, der i dag vel snarere opererer på genmanipulationernes mikroniveau.

For et lidt skævt sideblik er det interessant igen at opdage, i hvor høj grad fantasiverdenerne også betjener sig af vores typografiske følsomhed. Medievante aflæser vi bogstavopsætningen, og det er vel også omkring 25 år siden, at Roland Barthes i sine Mytologier fastslog, at ethvert fransk barn kan se, at bogstaverne på Panzani-pastapakkerne er "italienske". Foran Plenges Terminator er man hensat til en stemning af gamle science fiction-film, hvor kålhovederne ikke er, hvad de giver sig ud for - Arnolds actionhelt siger "Fuck off you asshole" på et sprog, der lyder som firkantede stålbriller fra en tid, hvor edb endnu ikke var blevet til palmepilot og iBook.

Plenges værk kan fra den vinkel betrages som en slags opdateret konkret poesi: det er ikke tressernes brasilianske coca cola-parodi, men på mange måder ligner det, og det politiske perspektiv er retroavantgardistisk ad H til.

Henrik Plenge Jacobsens rum på Edstrand-udstillingen kan ses frem til den 20. august, på nær mandage, på Rooseum, Gasverksgatan 22, Malmø. Læs mere om udstillingen på www.rooseum.se og om Henrik Plenge Jacobsen her.
 


 

tilbage til aktueltaktuelt-arkiv | omtalt 30/6/00