| | | ||||||
| ||||||||
| | | | | | | | |
Allerede inden man åbner den nyligt afdøde hofdigter Ted Hughes digtsamling Fødselsdagsbreve, véd man, hvad der venter én. Eller rettere: man føler, at man ved, hvad der venter. Man håber i hvert fald! For er Fødselsdagsbreve ikke Ted Hughes' længe ventede genmæle overfor den feministiske kritik, som gennem årene er haglet ned over ham? Ted Hughes der efter ex-hustruen Sylvia Plaths død blev beskyldt for at være den primære årsag til hendes selvmord i 1963. Fødselsdagsbreve er som bog, måske nok et genmæle, men i så fald er dét stilet til Sylvia Plath og ikke til offentligheden. I digtet Livet efter døden, der er et fint eksempel på tonen i bogen, skriver Hughes: Hvad kan jeg fortælle dig som du ikke ved Fødselsdagsbreve er et personligt og kronologisk værk, der kredser om de to lyrikeres kærlighedsforhold. Vi - den læsende offentlighed - kan læse med, men vi har ikke andel i bogens verden, ikke krav på at få noget svar og nogle begrundelser fra Ted Hughes. Dette udgangspunkt redder samtidig bogen fra at blive et stykke litterært soap. Dertil er Ted Hughes poesi for betydningsmættet og for mytologisk indvævet. Bogen er skabt over en periode på 25 år og er skrevet i henvendelsens form: du, dig, din og dit er typiske antrit i de enkelte digte, hvor ordene overalt rækker ud efter Sylvia Plath. Ted Hughes søger ingen objektivitet i sine digte. Værket er ingen sagsfremstilling, intet forsvarskrift, men i stedet en lyrikers forholden sig til et konkret motiv: samlivet med Sylvia Plath. Karakteristisk for Sylvia Plaths poesi er, at privatlivet bliver motiv for digtene. Dette vil i hendes tilfælde sige forholdet til mænd og til faderen i særdeleshed, herunder kampen for at frigøre sig samt en desperat dødsbevidsthed. I et dansk perspektiv ville man kunne sammenligne Sylvia Plath med Tove Ditlevsen, hvis bare ikke analogien samtidig ville placere stakkels Ted Hughes i Victor Andreasens misantropiske sko! | ||
| | |
 | ||
| | |
Digtene i Fødselsdagsbreve er ligeledes ekstremt private, da Hughes må skrive i samme modus som sit motiv. Digtene er formet som en række nedslag i situationer og begivenheder fra livet med hustruen. Et samliv som i digtene fortsætter med uformindsket styrke også efter Plaths selvmord i 1963. Ted Hughes private sfære dækkes dog delvis til af et intertekstuelt og tungtladet billedsprog, som tilskriver det private i hverdagens begivenheder allegoriske kvaliteter. Ted Hughes bruger sine metaforer til at reflektere med; de afkoder retrospektivt de engang så flertydige begivenheder. Som det hedder i digtet: DEN BLÅ FLANNELSDRAGT (...) Den første morgen I Ted Hughes poetiske påkaldelser er Sylvia Plaths forhold til faderen og døden de altdominerende størrelser. I et digt henvendt til Plaths far hedder det: Hun kunne næsten ikke skelne os fra hinanden til sidst. Døden er overalt det changerende bagtæppe i Hughes' og Plaths forhold. Det der nærer hendes digte og samtidig kærligheden til Hughes. Som Plath skriver i digtet: Lady Lazarus: Dying/ Is an art, like everything else./ I do it exceptionally well. Om Plaths forhold til døden hedder det hos Hughes: ISIS Var døden også en del af bagagen? Uvægerligt læser man Fødselsdagsbreve med de biografisk fakta i baghovedet. | ||
| | |
Ted Hughes: | ||||||
Men kan digtene også stå alene? Det mener jeg sagtens de kan. Ted Hughes raffinerede billedsprog og hans smukke rytmiske diktion - som er fint bevaret i Pia Juuls danske oversættelse - bærer bogen fornemt oppe. Men når motiv og motivering er så entydigt forankret i et levet liv og i et skrevet værk, ja så hjælper selv et overfladisk kendskab til personerne og forfatterne Sylvia Plath og Ted Hughes. Hughes gør mod bogens slutning et udfald mod de læsere og litteraturforskere, som parasitisk holder fast i den døde digter. Her i digtet Hundene æder jeres mor, henvendt til børnene af ægteskabet:
| ||||||
 | ||||||
| | | | | | |
 | ||
| | |
tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | anmeldt 10/2/00 | ||
| | |