Morten Blok: Capital, Samleren 1999.

I poesien tilhører Lissabon den portugisiske digter Fernando Pessoa. Det er hans værk, man låner af, og det, man står i gæld til; om man så blot sætter sig på en café i Baixa og bestiller en kop kaffe.

Enhver der skriver digte, hvis udspring er Lissabon, bør være klar over dette. Akkurat som enhver, der sætter film i kameraet for at fotografere de snævre gyder i Bairro Alto, bør kende Krass Clements bog Af en bys breve.

Derefter er al begyndelse svær. I hvert fald i Lissabon!

Sværere for nogen end for andre kunne man så tilføje! For lyrikeren Morten Blok skrev sig allerede i 1996 ind i Lissabons poesi-mytologiske topografi med digtsamlingen: En forudanelse om oceanet. Bogen var en samling korte sansekomprimerede digte, hvis sigte var at nærme sig den sprogforløste ekstase. En ekstase som Blok forsøgte at skrive frem som en dialektik mellem kroppens og byens lysmættede sanse-associationer og dødens og sindets angsttruende mørke. Et af digtene lyder således:

Ligesom det kød væggenes kalk har blottet
er rødt og ikke en lysblond svulst

Er det eneste der afslører sig under Lissabons himmel
glasset med vin, lidt brød og

Samlejet, søvnen bag øjenlågene i dette
lys så skarpt som røntgen.

Digtene i En forudanelse om oceanet var stramme og finttegnede men også lidt stakåndede i deres konstante og lidt febrilske forsøg på at nå et sitrende klimaks. Den korte form og den konsekvente lyriske insisteren på den skarpe sanseiagttagelse, viste således fint Morten Bloks poetiske credo, men formåede ikke altid at forløse det.

Set i dette lys er Morten Bloks nye digtsamling, Capital, kommet et fornemt stykke videre. Som titlen - og det hvide omslag antyder - er eksteriøret stadig Lissabon. Byen fungerer dog ikke, som i den forrige bog, som et stemningsfuldt bagtæppe, men er snarere spændt ud som konkrete betydnings- og koordinatpunkter i de enkelte digte. Hver digt har således som titel et sted- eller gadenavn fra Lissabon. Disse steder bliver dermed membran for de betydningsglidninger og metaforiske associationskæder, der sker i de enkelte digte. Som læser møder man byens rum i de eksistensudsagn og visuelle sanseglimt, som jeget fremviser i digtene. En restaurant og ventetiden på én kop kaffe afstedkommer dette fine digt:

Self-service restaurant Bomjardim

I dag er den lukket, Self-service restaurant Bomjardim
og det er længe siden at jeg, bærende på mine digte,
trådte ind fra parker hvor aftenens luft stod som fløjl
og med ét befandt mig i den nøgenhed der præger
porcelæn, bestikkets stål-glimt, borde på rækker, stive
stole, den galvaniserede disk hvis tarmsystem af neon
brændte gennem mine anelser som en ædlere
virkelighed som gennem de natsværmere der sad på lysstofrørene:
jeg indså at disse vinger er smukkere end nogen anelse,
gennemstukne af årer med koldt og mælkehvidt
blod. Jeg gik over gulvet med min bakke
og holdt den tæt ind til mig, jeg blændedes
af bestikkets stål-glimt i lyset fra disken,
og porcelænet allierede sig med mit skelet.
Det var en accept af knoglernes vægt i min krop,
en intensivering af middagstimer
hvor skyggerne udviskedes og lyset slog ned i fontænernes vand
så der ikke var et eneste sted for mit blik at fortabe sig.
Men vigtigst var den farvede kvinde
som tog imod min bestilling på kaffe og stillede den på mit bord
med ordet: "Senhor!" - jeg der kun var en dreng, alt for ung
til at være "Senhor!" og hvis digte var alt for prægede
af aftener hvor luften stod som fløjl
til at jeg kunne indtage en plads som "Senhor!"
Elskede ukendte kvinde,
jeg er så taknemmelig for at du, ved at kærtegne
mit skelet med din stemme, indviede mig
i kønslivet: et liv blandt køn og hårdtbrændt støv
og fontæner med klart og gennemlyst vand.
Jeg kan stadig se dig komme gående
over gulvet med min kop.
Rundt om din fyldige hals
står skæret fra den galvaniserede disk.
Dens neon brænder i natsværmerne, deres vinger, det kolde blods skønhed.

Bloks digter-jeg er yderst konkretiseret i denne bog, og digtenes favorit-ingredienser peger tydeligt på et barok-agtigt raritetskabinet. Yndlingsgloserne hos Blok er ord som: kalk, skelet, salt, støv, insekter, blod og rust. Akkurat som i Barokdigtningen spiller vanitas-tematikken en vigtig rolle hos Blok. Om end hos ham på en subtil og nytænkt facon. For døden i Capital er ikke, som traditionelt set, udelukkende synonym med mørket, angsten og som et varsel om regnskabets time. Nej, hos Blok bliver døden det røntgenlys, som skærer igennem og viser kroppenes og tingenes inderste bestanddele. Kroppen er ikke et hus for sjælen men hjemsted for alskens mineraler; et reservoir for skønheden.

Skønheden findes hos Blok især i kroppens skelet, og forfaldet er en bonusordning indvævet i menneskets kød. Om det er de hvide knogler eller det pulserende hvide blod i en gennemlyst natsværmerkrop, betyder det samme hos Blok: nemlig død.

Og døden er hvid. Lissabon er således stadig lysets by - den hvide by - men hos Morten Bloks er den også dødens og forgængelighedens by. Om forgængeligheden hedder det i Capital:

Af murene står kun sten på sten tilbage;
mine ribben går ikke i forbindelse med den gabende ramme om spejlet,
men er et simpelt levn fra anatomien;
udslukt nægter materien mig at stråle som vidunderlige
bål i åndsvagheden. (...)

Døden bliver et æstetisk mønster, som Blok skriver: "Dugen er falmet,/ og i glasset står en hvid ring af/ kalk som en stivnet hvirvel."

Om rust-aflejringer i en kumme, hedder det: "vandets blomstring og rusten/ et kroneblad, endeligt udfoldet og/ i ro."

Bloks digter-jeg er i den grad et omdrejningspunkt for de mange synæstetiske skred, der sker i digtene. Farver fører til lugte og lugte til lyde. Digtene søger indad mod den subjektive grænse - kroppen og døden - og udad mod byen for at fastholde den i et sansesmættet sprog; hvorved netop krop og by ofte mødes i digtenes skønhedssøgende forfalds-metaforik.

Capital er en digtsamling, som går eksperimenterende til værks inden for et klassisk felt. Den er et hvidt og lyrisk genskær fra Lissabon.

(tekst og foto)
 

Tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv