Mariko Mori: Dream Temple. Rooseum, Gasverksgatan 22, Malmø til 28. maj. Udstilling produceret af Fondazione Prada, kuratorer Mariko Mori og Germano Celant.

Den unge japanske kunstner Mariko Mori er en moderne Kurosawa-heks, der har skiftet de traditionelle forblændingstricks ud med virtualitet. Hendes udstilling Dream Temple, der i øjeblikket kan ses på Rooseum i Malmø forener spiritualitet, massekultur, design, videnskab og højteknologi og bringer dermed en japansk kulturtradition med dens begreb om den besjælede natur ind i en hypermoderne kontekst.

Udstillingsforløbet er tænkt som en meditativ rejse gennem fire værker. Man bydes velkommen i videoinstallationen Kumano (Alaya), hvor man overværer en præstinde udføre et indvielsesritual og er til teceremoni hos en pastelfarvet manga-geisha. Mariko Mori optræder selv i begge roller som et på en gang virkeligt/virtuelt væsen. I zenhaven Garden of Purification glimter lyset i sten og saltkrystaller, som man passerer henover på rituelle, smart siliconestøbte trædesten med fotoværket Kumanos symbolbemalede skov som baggrund. Præstinden fra videoen dukker op igen med sit witchy-witch blik, og man er ikke helt sikker på, at alt virkelig er WYSIWYG.

Efter denne renselse og overgang er man beredt til oplevelserne i værket Dream Temple. Dette multimedietempel er modelleret over et faktisk, japansk tempel fra 700-tallet, men i stedet for træ er der her anvendt en særlig type glas, der ændrer farve efter betragterens synsvinkel og giver templet et opaliserende, æterisk udtryk. Med en svag ringlen for ørerne og små hvide sokker på fødderne inviteres man nu ind i templet, hvor man i enrum kan fortabe sig i en nærmest tantrisk opslugende farveverden: et teknologisk betinget drømmesyn. Således opladt kan man herefter komme i kontakt med elementerne, med sollyset, i betragtningen af værket Enlightenment Capsule: en gennemskinnelig, lotusformet kapsel, der ved hjælp af fiberoptiske kabler transmitterer sollyset ned gennem museets tag. I alle værkerne genfindes temaerne meditation, teknologi og overgang, understreget af lysets på en gang materielle og spirituelle kvaliteter.

Foruden de fire nævnte værker udstilles en række tegninger; meditative forstudier til den film, der vises i drømmetemplet. Deres grafiske forløb er som målinger af en anden sindstilstand, og i den henseende minder Mariko Moris drejebog om andre, mindre teknologiformidlede syretrip, eksempelvis Michaux' mescalin-optegnelser (se foyer'en).

Hvis det passer, at det 21. århundrede bliver spirituelt, Vandmandens tidsalder, the Dream Society, asthanga-yogaens revival og teknologiens genfortryllelse i økologiens tjeneste, så er Mariko Moris udstilling et gennemskinneligt, changerende startskud. Så tag flyvebåden, hinsidan!